Fortsæt til indhold

Per Tejs Knudsen havde milliardunderskud i 2022

En aktienedtur betød et stort underskud i fjor for erhvervsmanden Per Tejs Knudsen.

Erhverv

I en årrække var it-firmaet cBrain blandt Danmarks største børsraketter.

Fra 2013 og otte år frem steg aktien med mere end 10.000 pct. Det gjorde grundlægger, storaktionær og topchef Per Tejs Knudsen til en særdeles velhavende mand og blandt kongerigets rigeste.

Men i fjor blev Per Tejs Knudsen og cBrain ramt af en hidtil uset kursnedtur.

Aktien drattede, og det samme gjorde resultatet for Per Tejs Knudsens personlige selskab Putega Holding. Selskabet kom ud af året med et underskud efter skat på næsten 1,1 mia. kr., viser et nyt regnskab.

Det betød, at den bogførte formue i Putega Holding faldt med omkring 45 pct. til knap 1,4 mia. kr.

Men skulle man tro, at underskuddet ville få alarmklokkerne til at ringe hos Per Tejs Knudsen, kan man godt tro om igen.

It-direktøren er nemlig kendt som en afslappet mand, der kan gå på arbejde i hyttesko og fløjlsbukser, og den afslappethed afspejler sig i det nye regnskab.

»Ledelsen finder årets resultat som forventet,« skriver Per Tejs Knudsen om milliardtabet.

Ved udgangen af 2022 ejede Per Tejs Knudsen og Putega Holding næsten 43 pct. af aktierne i cBrain, der har en lang række ministerier, styrelser, kommuner og andre myndigheder som kunder i ind- og udland.

cBrain-aktien faldt med 44 pct. i 2022. Aktien har ikke rettet sig i løbet af 2023, som mange andre aktier ellers er lykkedes med.

I stedet har cBrain-aktien fortsat sit fald og er nede med 9 pct. for året.

cBrain blev grundlagt i 2002 og børsnoteret i 2006.

Artiklens emner
It-industrien
cBrain