Over 400 ansatte: Siccadania går konkurs
Siccadania blev taget under rekonstruktion i begyndelsen af juni. Det er nu endt med en konkurs for koncernen og flere datterselskaber.
Den store danske industrikoncern Siccadania fra Birkerød med en omsætning på over 800 mio. kr. er gået konkurs. Det samme er to danske datterselskaber.
Det fremgår af oplysninger fra Statstidende onsdag.
Finans har forgæves forsøgt at få en kommentar fra advokat John Sommer Schmidt fra Gorrissen Federspiel, der er kurator i konkursboet.
Den største medejer i Siccadania er den yderst velhavende familie Skov Eskildsen, kendt for at stå bag Dan Cake og andre slik- og kageproducenter.
Siccadania beskriver sig selv som teknologisk blandt verdens førende på sit felt. Som konstruktør, producent og leverandør af udstyr til fordampning, tørring og forarbejdning i især fødevare- og mejerisektoren.
Siccadania blev etableret i 2014 og har oplevet voldsom omsætningsvækst gennem årene, opkøbt andre virksomheder og etableret sig i adskillige lande. Ligesom Siccadania har vundet priser for sit vokseværk.
Men nu er korthuset altså faldt sammen.
Konkursen i Siccadania kommer efter, at selskabet blev taget under rekonstruktion tidligere i juni.
Siccadania kunne ikke betale sine forfaldne forpligtelser. Herunder løn til de ansatte for maj, fremgår det af dokumenter fra rekonstruktionen.
Ifølge selskabets egen hjemmeside og det seneste årsregnskab for 2021 er der over 400 ansatte i Siccadania-koncernen på verdensplan.
I regnskabet beskriver Siccadania de udfordringer, som selskabet har haft, og som har kastet store millionunderskud af sig de seneste år.
»Det negative resultat skyldes hovedsageligt, at selskabet har været hårdt ramt af effekterne fra covid-19, hvor kunderne i stort omfang har udskudt og forsinket købsbeslutning,« står der i det seneste regnskab.
Siccadania skrev desuden, at det handler på lange fastpriskontrakter og derfor har tabt penge som følge af prisstigninger på råvarematerialer. Ligesom Siccadania i 2021 led et markant tab på et enkeltstående større mejeriprojekt.
Af regnskabet fremgår det, at Siccadania havde gæld for 732 mio. kr. Hvoraf 565 mio. kr. var kortfristet gæld.
Blandt kreditorerne med penge i klemme er Danske Bank og det tidligere EKF Danmarks Eksportkredit (nu Danmarks Eksport- og Investeringsfond), som i 2022 styrkede Siccadanias kreditramme med 20 mio. kr.

