For første gang nogensinde: Flyvende bil godkendes til test
De amerikanske luftfartsmyndigheder har godkendt testningen af en flyvende bil.
For første gang i historien har de amerikanske myndigheder godkendt testningen af en flyvende bil. Dermed er et vigtigt skridt taget i bestræbelserne på at sende den på markedet om to år.
Virksomheden bag bilen, Alef Aeronautics, oplyser i en pressemeddelelse, at den har modtaget en særlig certificering fra U.S. Federal Aviation Administration (FAA), som giver juridisk tilladelse til at teste den flyvende bil.
Det er ifølge virksomheden første gang i historien, at de amerikanske myndigheder giver tilladelse til sådan en test.
»Vi er glade for at modtage denne certificering fra FAA. Det gør os i stand til at komme tættere på at kunne give folk en miljøvenlig og hurtigere pendling, som sparer individer og virksomheder for timer hver uge. Det er et lille skridt for fly, et kæmpe skridt for biler,« siger Jim Dukhovny, adm. direktør i Alef, i pressemeddelelsen.
Sammen med flere andre grundlagde han i 2015 Alef Aeronautics i Palo Alto i Californien, USA, og han har tidligere udtalt, at planen er at sende de første flyvende elektriske biler på markedet sidst i 2025.
Virksomheden sigter efter en salgspris på 300.000 dollars svarende til 2 mio. kr. og har siden oktober sidste år taget imod forudbestillinger.
Ifølge mediet Hypebeast har 440 betalt et depositum for at komme først i køen til den flyvende bil, som går under navnet Model A. For 1.000 kr. kommer man i den normale kø, mens 10.200 kr. giver en prioriteret adgang, når leveringerne begynder.
Den flyvende bil forventes at kunne lette og lande lodret og får angiveligt en rækkevidde på 320 km på veje og 180 km i luften. Den designes til at passe ind i den eksisterende infrastruktur i byer i forhold til kørsel og parkering, og der bliver plads til to personer i bilen.
Tim Draper er en af flere investorer bag Alef. Han var en af de første investorer i Tesla og SpaceX.



