Fortsæt til indhold

Sanjay Shahs makker udleveres til Danmark

Brite skal stilles for en dommer onsdag. Han er tiltalt med medvirken til bedrageri for 9 mia. kr.

Sanjay Shah sidder fortsat fængslet i Dubai og venter på at blive udleveret til Danmark. Foto: AP Photo/Christopher Pike
Erhverv

Den britiske statsborger Anthony Mark Patterson bliver tirsdag udleveret til Danmark for at blive stillet for en dommer for sin rolle i sagen om formodet svindel med udbytteskat for 12,7 mia. kr.

Det skriver Politiken, og oplysningen bekræftes af hans danske forsvarsadvokat, Henrik Stagetorn.

Den 52-årige brite har været tiltalt siden januar 2021 for medvirken til bedrageri af særlig grov beskaffenhed for 9 mia. kr. og yderligere forsøg på bedrageri for en halv mia. kr. i stort set de samme forhold, som den formodede hovedmand, Sanjay Shah, er tiltalt for.

Ifølge Politiken vil Patterson blive stillet for en dommer ved Retten i Glostrup onsdag morgen, hvor National Enhed for Særlig Kriminalitet vil kræve ham varetægtsfængslet.

»Vi vil påstå løsladelse,« siger Henrik Stagetorn.

Ifølge advokaten har Anthony Mark Patterson været på fri fod i Storbritannien under udleveringssagen, og han medvirker frivilligt til udleveringen tirsdag.

Retten har i forvejen berammet en straffesag mod Patterson og Sanjay Shah til oktober, men det er uvist, hvordan og om den kan gennemføres, eftersom Shah stadig befinder sig i Dubai.

Her har han siddet fængslet i mere end et år, og en domstol har allerede godkendt, at han også skal udleveres til Danmark, men det er altså endnu ikke sket.

Det er Rigsadvokaten, der håndterer udleveringssagen mod Sanjay Shah på vegne af Danmark, og her lyder det, at der intet nyt er at berette om ham.

Henrik Stagetorn tør ikke gætte på, om sagen kan gennemføres til oktober.

»Jeg vil se manden på dansk jord, før jeg vil sige noget om det,« siger han.

Det er anden gang inden for kort tid, at en udenlandsk forretningsmand udleveres til Danmark i komplekset om påstået svindel med udbytteskat.

I juni blev den ligeledes britiske statsborger Guenter Klar udleveret og varetægtsfængslet for bedrageri for 320 mio. kr. Hans straffesag er ligeledes berammet til at blive indledt ved Retten i Glostrup i oktober.

Klar blev udleveret fra Belgien, hvor han i forvejen sad fængslet for svindel med udbytteskat.

I Danmark kom sagen frem i 2015, da det gik op for skattemyndighederne, at et netværk af udenlandske selskaber og finansfolk havde hævet milliarder i statskassen ved at kræve refusion af udbytteskat.

Det kan man i visse tilfælde få, når man bor i udlandet og ejer danske aktier.

Ifølge myndighederne ejede netværket dog slet ikke de aktier, som de påstod, men skattevæsenet kontrol heraf var stort set ikke-eksisterende, og det var først efter flere tip udefra, at det stod klart, at døren til Danmarks pengetank stod på vid gab.

Siden har skattevæsenet anlagt et hav af civile retssager for at få nogle af de mange penge tilbage, ligesom politiet har jagtet bagmændene i et forsøg på at få dem gjort strafferetligt ansvarlige.

Hidtil er kun to danskere, der var en del af det internationale netværk, blevet dømt i en mindre sag om svindel med udbytteskat, mens den tyske bank, North Channel Bank, i 2019 blev idømt en bøde på 110 mio. kr. for sin rolle.

Artiklens emner
Henrik Stagetorn