Fortsæt til indhold

Aarhusiansk milliardkoncern sætter omsætningsrekord

Den aarhusianske Stibo-koncern har været igennem en omlægning og leverer et »stærkt forbedret resultat«.

»Vi er positive. Vi har energi. Vi ser muligheder,« lyder det om fremtiden fra Ebbe Malte Iversen, som er bestyrelsesformand for Stibo Fonden, Stibo Holding A/S og Stibo Ejendomme. Arkivfoto: Liv Møller Kastrup
Erhverv

Den aarhusianske milliardkoncern Stibo har vendt skuden efter flere år med resultater, der har været præget af omkostninger til omstilling.

Omsætningen har sat rekord, og også indtjeningen er landet over de udmeldte forventningerne for regnskabsåret 2022/23. Det kan man læse i en netop offentliggjort årsrapport fra Stibo Holding.

I sidste ende er årsresultatet efter skat mere end fordoblet fra 24,7 mio. kr. til 61,7 mio. kr.

Omsætningen lander på knapt 2,5 mia. kr., hvilket svarer til en vækst på 14 pct. i forhold til året forinden.

Det er drevet af en vækst på tværs af den grafiske virksomhed Stibo Complete Group og Stibo Software Group, som dækker over softwarevirksomhederne Stibo System og Stibo DX.

Resultatet af den primære drift (EBIT) er steget fra 26,6 mio. kr. til 146,2 mio. kr. til glæde for bestyrelsen. Den højere indtjening er dels hjulpet på vej af omsætningen og dels af fokus på omkostningsstyring, lyder det i ledelsesberetningen.

»Helt overordnet er vi meget glade for det stærkt forbedrede resultat. Det fremgår mest af stigningen i omsætningen og især af EBIT-resultatet, som er en meget væsentlig forbedring. Tilbage til en god situation, og det er sket efter nogle år med omstilling,« uddyber bestyrelsesformand, Ebbe Malte Iversen.

Eksempelvis trak Stibo-koncernen overskrifter i sommeren 2022, da man valgte at rydde op i det allerøverste ledelseslag i Stibo Group ved bl.a. at afskedige den adm. direktør og finansdirektøren.

Indtil da var de to primære forretningsområder i koncernen – Stibo Complete Group A/S og Stibo Software Group A/S - organiseret under et overliggende selskab, Stibo A/S.

Efter omlægningen drives de to datterkoncerner hver for sig med »stærke ledelser« og nyvalgte bestyrelser under ejerskab af Stibo Holding A/S.

De underliggende koncerner er gjort mere frie og trives, siger bestyrelsesformanden.

»Vi er glade og tilfredse med den ændring, vi har foretaget, med den nye struktur, som blev iværksat sidste år. Den skete som følge af, at den grafiske virksomheder og softwarevirksomhederne var vokset fra hinanden,« siger Ebbe Malte Iversen.

»I mange år forsøgte vi at se sammenhænge, og vi måtte nu endelig konstatere, at de ikke længere var der. Derfor konkluderede vi, at vi kunne frigøre energi ved at lade den grafiske del og softwaredelen arbejde hver for sig. Og den overordnede enhed, der bandt dem sammen, blev overflødig. Og den blev fjernet.«

Hvad har omstruktureringen isoleret set betydet for det forbedrede resultat?

»Jeg kan ikke sige det bedre, end at den har frigjort energi og frigjort fokus. For nu er der to selvstændige bestyrelser for hver sin koncern, som koncentrerer sig om netop den enkelte koncerns strategiske muligheder, fremtid og udvikling i stedet for et forsøg på at se det under ét, som i den gamle struktur.«

Stibo Holding Group forventer en samlet omsætning på 2,4-2,6 mia. kr. for det nye regnskabsår og et EBIT-resultat på mellem 130 og 150 mio. kr.

Egenkapitalen stod ved årets udgang i 1.063 mio. kr.

Artiklens emner
Stibo