Fortsæt til indhold

Milliardhandel: Så meget tjente Emilie Konge på at sælge sit firma

Konges Sløjd blev i fjor solgt i en stor handel. Stifteren bag tjente godt på salget.

Emilie Konge stiftede det danske brand Konges Sløjd i 2014, efter at hun var blevet mor og var begyndt at sy børnetøj og sælge det på det sociale medie Instagram.
Erhverv

Da Emilie Konge som 24-årig stiftede børnebrandet Konges Sløjd i 2014, havde hun nok ikke drømt om, at hun en dag ville sælge sit firma i en milliardhandel.

Men det var lige præcis, hvad der skete for et år siden. Da den nu 33-årige Emilie Konge solgte 70 pct. af stemmeandelen i Konges Sløjd til en britisk kapitalfond.

Den nøjagtige pris for handlen blev holdt hemmelig af parterne.

Nu løfter et nyt regnskab fra Emilie Konges holdingselskab dog lidt af sløret for prisen. Ifølge regnskabet modtog holdingselskabet 889,1 mio. kr. for sin andel af Konges Sløjd.

Det betyder, at Konges Sløjd-handlen havde en værdi på knap 1,3 mia. kr., når man indregner den ejer- og stemmeandel, som Emilie Konge beholdt i børnebrandet.

»Jeg havde aldrig forestillet mig, at det skulle blive så stort, som det er i dag. Vi har omkring 850 forhandlere i 42 lande, og virksomheden vokser år for år. Det er en ret privilegeret rejse, som jeg har været på,« udtalte Emilie Konge i 2018 til Finans.

Hun optræder helst ikke i medierne og sagde derfor meget få ord i forbindelse med salget af Konges Sløjd til kapitalfonden 3i.

»Jeg ville ønske, at flere, specielt kvinder, havde modet til at skabe deres eget,« sagde hun dog til Børsen i forbindelse med salget af Konges Sløjd.

Overskuddet i hendes holdingselskab var i fjor på 641,4 mio. kr. Det fik den bogførte formue i selskabet - egenkapitalen - til at brage op med 550 pct.

Ideen til Konges Sløjd fik den danske iværksætter, efter hun var blevet mor for første gang. Ambitionen var at skabe »moderne børnetøj og -inteniør, som var pænt for forældre at kigge på«.

Allerede kort efter etableringen kunne Emilie Konge præsentere et overskud på knap 2 mio. kr. efter skat. Et resultat, der siden er mere end fordoblet gang på gang.

Selskabet mange prints og børneinteriør har de seneste år spredt sig til børneværelser, barnevogne og gadebilledet verden over.

Konges Sløjd har hovedkontor i København. Selskabet beskæftigede 69 ansatte i 2022 og havde et overskud på 51,6 mio. kr.

Artiklens emner
Modebranchen
Konges Sløjd