Fortsæt til indhold

Kendt milliardær er medejer: Nu kæmper dansk prisapp for overlevelse

En prominent ejerkreds står bag ambitiøse Tjommi, som nu er gået i rekonstruktion.

Otte af Tjommis ansatte rykkede i begyndelsen af 2023 til London. Virksomhedens stifter og adm. direktør, Henrik Johannesen, står forrest med krydsede arme. Foto: Tjommi
Erhverv

Firmaet bag den ambitiøse prisapp Tjommi kæmper nu for overlevelse og er gået i rekonstruktion - skridtet inden en konkurs.

Det fremgår af oplysninger fra Statstidende og cvr-registeret.

Årsagen til rekonstruktion er, at Tjommi ikke har været i stand til at rejse den fornødne kapital til at betale regningerne. Det står i et dokument fra rekonstruktøren Bech-Bruun.

»Formålet med rekonstruktionsbehandlingen er derfor at afsøge mulighederne for at få tilført kapital ved långivning og/eller rekapitalisering af selskabet, således at dette herefter kan fortsætte sin drift,« står der i dokumentet.

Tjommi har en yderst prominent ejerkreds.

Blandt medejerne er den flamboyante norske hotelmilliardær Petter Stordalen, tidligere Just Eat-topchef Klaus Nyengaard, Sitecore-stifter Lars Fløe Nielsen og kapitalfondsmillionæren Jesper Jarlbæk.

De har løbende skudt penge ind i Tjommi. Men nu er pengestrømmen altså foreløbigt stoppet.

Petter Stordalen er blandt medejerne af Tjommi. Foto: Stine Bidstrup

I slutningen af 2022 var Tjommis app ifølge selskabet selv blevet downloadet over 160.000 gange. Ved årsskiftet rykkede Tjommis stifter Henrik Johannesen og en række ansatte så til London for at skaffe mere kapital og brugere.

Men missionen lykkedes ikke, og nu står Tjommi tilbage med en negativ egenkapital på 7,5 mio. kr. Det viser en opgørelse over aktiver og passiver udarbejdet ved rekonstruktionens indledning.

Den største kreditor er den statslige fond EIFO, der har over 5 mio. kr. til gode hos Tjommi.

Prisappen har mødt modstand og fået Dansk Erhverv på barrikaderne.

Under overskriften ”Tjommi går i krig mod butikkerne, når varer sættes ned i pris” forklarede Dansk Erhverv i januar sin skepsis over for virksomhedens metoder.

Tjommi har nemlig villet hjælpe brugere med at få penge retur, hvis en vare falder i pris efter købet.

Hvis varen kan findes billigere et andet sted, vil Tjommi kontakte butikken og forsøge at få refunderet differencen, og Tjommi tager 25 pct. af beløbet.

Ifølge Dansk Erhverv har forbrugere dog ikke ret til at få pengene tilbage, hvis en vare falder i pris efter et køb. Butikker kan altså afvise kravet fra Tjommi, som Dansk Erhverv mente udnyttede returretten.

Over for Detailwatch afviste Tjommi-stifter Henrik Johannesen kritikken fra Dansk Erhverv og sagde, at man blot prøvede at lave en win-win-situation for både butikker og forbrugere.

Derfor ændrede Tjommi sin forretningsmodel, så app’en samarbejder med butikkerne, der til gengæld for at godtage kravene kompenserer kunderne med gavekort i stedet for med kolde kontanter.

På den måde kunne butikkerne fastholde kunderne, mens Tjommi som mellemmand får betaling fra butikkerne for håndteringen af processen.

Artiklens emner
It-industrien
Tjommi