Elon Musk nægter at betale regning
Den bitre magtkamp, der udspillede sig mellem den tidligere ledelse i Twitter og Elon Musk, da han forsøgte at trække købet af Twitter i land, har nu taget endnu en ny drejning.
Det er endt med at blive en dyr fornøjelse for Twitter, at sælge virksomheden til Elon Musk. Så dyr, at virksomheden kræver sine penge tilbage.
For da Elon Musk tilbage i sommeren sidste år forsøgte at trække sit bud på Twitter på 340 mia. kr. tilbage, hyrede den daværende Twitter-ledelse en advokatvirksomhed for at sikre, at handlen gik igennem.
Det skriver Business Insider.
Tovtrækkeriet mellem Twitter og Elon Musk sluttede som bekendt med, at Elon Musk i oktober overtog Twitter for 409 mia. kr.
Det endte dog også med en ekstra advokatregning til Twitter på 100 mio. dollars, eller knap 700 mio. kr.
Advokatvirksomheden, Wachtell, Lipton, Rosen & Katz, der skulle hjælpe den tidligere Twitter-ledelse med at få handlen gennemført, krævede nemlig knap 700 mio. kr., hvor størstedelen af det var et såkaldt succeshonorar, mens resten var timeløn for at få Musk-aftalen i hus.
Millionregningen fik fredag Twitter, der jo nu er ledet af Musk, til at sagsøge advokatfirmaet for at have udnyttet selskabet, og kræver at få de penge virksomheden har betalt tilbage.
»Med fuld bevidsthed om, at der ikke var nogen med økonomiske interesser i Twitter, der holdt øje med butikken, sørgede Wachtell for at fylde lommerne med penge fra virksomhedens kasse, mens nøglerne blev overdraget til Musk-grupperne,« står der i søgsmålet.
Det er ikke første gang, Elon Musk forsøger at anfægte en regning. Siden han overtog Twitter har han bl.a. nægtet at betale udgifter til tidligere medarbejdere og husleje for virksomhedens kontorer.



