Fortsæt til indhold

Disse udenlandske færdselsregler er vigtige at kende

Det kan komme til at blive en ekstra dyr ferie, hvis man som billist på kør-selv-ferie ikke sætter sig ind i færdselsreglerne.

Det er en god idé at sætte sig ind i færdselsreglerne, før man sætter sig bag rattet i et andet land. Foto: Jens Dresling
Erhverv

Feriesæsonen er for alvor gået i gang, og det betyder for nogles vedkommende kør-selv-ferie til udlandet.

Men det er ikke kun vigtigt at huske solhat og pengekat, når man selv står for transporten til feriedestinationen.

Det er også vigtigt at sætte sig ind i, hvilke færdselsregler der gælder i de lande, man bevæger sig igennem på turen. Ellers kan der vanke bøder og skår i ferieglæden.

Går turen til Sverige, er det eksempelvis vigtigt at være opmærksom på, at promillegrænsen i landet ligger på 0,2 mod 0,5 herhjemme.

Den samme promillegrænse gælder også i Norge, hvor det også er værd at bemærke, at der er særlige regler for afstanden til den forankørende. Der skal altid være plads til at en overhalende bil, uden risiko, kan trække ind mellem to køretøjer.

Hvis ikke reglen overholdes kan man risikere bødestraf og i værste fald kan det ende med, at politiet konfiskerer kørekortet.

Går turen sydpå, er det relevant at sætte sig ind i de tyske færdselsregler. Her er det blandt andet en god idé som fører af bilen at have fodtøj på, der sidder fast på foden.

Det er ikke forbudt at køre i sandaler, men kommer man ud for en ulykke, hvor fodtøjet kan have haft indflydelse på ulykken, kan det få betydning for, hvem der ender med at stå for ansvaret for ulykken.

Desuden er det vigtigt at være opmærksom på farten på de tyske motorveje. For selvom der på nogle tyske motorveje ingen hastighedsbegrænsning er, anbefales det, at man ikke kører hurtigere end 130 km/t. Kører man over 130 km/t, og er involveret i en ulykke, skal man kunne bevise, at den høje fart ikke var medvirkende eller skyld i ulykken.

Hvis man fortsætter sydpå til Frankrig, er der særlige regler i rundkørsler, der er værd at notere sig. I Frankrig gælder der nemlig højre vigepligt i rundkørsler, med mindre andet fremgår af skiltningen, og trafikken i rundkørslen skal altså holde tilbage.

Af de mere kuriøse færdselsregler gælder f.eks. det er ulovligt at smække med bildøren i Schweiz, mens det i Thailand er ulovligt at køre topløs i bil.

FDM har lavet et mere fyldestgørende overblik over færdselsreglerne i de forskellige lande.

Artiklens emner
Trafik
FDM