Fortsæt til indhold

Storbritannien godkender håndfri kørsel

I Storbritannien tager man nyt skridt hen mod selvstyrende kørsel.

Ny funktion lader føreren slippe rat og speeder. Foto: PR/Ford
Erhverv

At give slip på rattet, mens man kører 110 km/t på de britiske motorveje, vil nok få angstsveden til at pible frem på de flestes overlæber.

Men det er ikke desto mindre, hvad ejerne af en ny Ford nu har fået lov til.

Det skriver The Guardian.

Som britisk ejer af den elektriske Ford Mustang Mach-E kan man fra juli nemlig tilkøbe en såkaldt BlueCruise-funktion, der gør det muligt for føreren at slippe rattet og fødderne fra speederen, og lade bilen styre sig selv. Prisen for funktionen: 18 pund, eller hvad der svarer til ca. 155 kroner i måneden.

Og funktionen i Forden er netop blevet godkendt af de britiske myndigheder- dog kun på motorveje, hvor der er fysiske barrierer, der adskiller biler fra trafik i modsatte retning.

Funktionen betyder dog ikke, at man som fører passivt kan læne sig tilbage og nyde udsigten ud af sideruden. For at blive godkendt i Storbritannien, skal føreren af bilen holde øjnene på vejen.

Derfor er bilen også udstyret med et lille kamera i forruden, der registrer førerens øjne- endda gennem solbriller.

Registrerer bilen, at føreren kigger væk i mere end fem sekunder, vil en hylelyd begynde i bilen, som vil stige i intensitet. Hvis ikke føreren reagerer indenfor 15 sekunder, vil bilen begynde at bremse nok op til at man som fører, vil blive opmærksom.

Hvis ikke bilen har registreret førerens øjne på vejen i fem minutter, vil bilen automatisk alarmere alarmcentralen.

Ford er blandt de første til at inkorporere funktionen i deres biler, mens BMW og Porsche regner med at kunne tilbyde en lignende funktion i udvalgte modeller næste år.

I Kina er man dog mere åben overfor udviklingen mod selvstyrende biler, og tager man til Shenzhen, der grænser op til Hong Kong, kan man finde testkørsler af helt førerløse biler.

Som reglerne er nu, er funktionen ikke godkendt herhjemme.

Artiklens emner
Bilbranchen
Ford