Fortsæt til indhold

Tjente stort på Nordens største trykkeri: Nu taber Anders Grønborg millioner på ny pizzakæde

Den ambitiøse pizzakæde Ild.pizza taber rekordmange millioner.

Pizzakæden Ild.pizza er stiftet af Anders Grønborg og Esben Mols Kabell i 2018. Arkivfoto
Erhverv

Det er ikke mere end et år siden, at det mangeårige makkerpar Anders Grønborg og Esben Mols Kabell splittede op og gik hver til sit.

Efter at have drevet fælles forretning i årevis købte Anders Grønborg og hans familie pludselig sin trofaste makker Esben Kabell Mols ud af flere forretninger. Ingen af dem ville fortælle hvorfor, og den danske pizzakæde Ild.pizza, som de stiftede i 2018, efter at have solgte størstedelen af livsværket Lasertryk for 400 mio. kr., stod overfor flere ændringer.

Nu viser et nyt regnskab, at den ambitiøse pizzakæde aldrig har tabt flere penge.

Sidste år tabte Ild.pizza knap 18 mio. kr. efter skat. Det bringer det samlede underskud i kædens fireårige levetid op på 33,3 mio. kr. efter skat.

Ild.pizza holder til i Aarhus og slog dørene op i 2019. Fra start har ambitionen været at indtage forstæder over hele landet ved at åbne 50 pizzeriaer indenfor fem år. Sådan er det dog ikke gået indtil nu.

Ifølge regnskabet har Ild.pizza i 2022 været nødsaget til at afvikle »et antal« af selskabets pizzeriaer.

Tidligere har kæden haft op i mod 20 pizzeriaer fordelt i Danmark. Ifølge hjemmesiden er der på nuværende tidspunkt kun 12 tilbage.

»Årets resultat er således påvirket negativt heraf og størrelsen af årets underskud er ikke-tilfredsstillende. Selskabets ledelse har iværksat tiltag og handlingsplaner, således at driften forventes markant forbedret i 2023,« lyder det i regnskabet.

De to stiftere af Lasertryk: Fra venstre Anders Grønborgh og Esben Mols Kabell. Foto: Lasertryk

Samtidig fremgår det, at Anders Grønborg vil holde hånden under selskabet og sikre fortsat drift ved at stille den nødvendige likviditet til rådighed gennem Ild.pizzas moderselskab.

Anders Grønborg stiftede 1999 Lasertryk.dk sammen med Esben Mols Kabell. Det skete nærmest ved en tilfældighed. Sammen havde de forinden skabt et mindre rejsebureau ved navn Ung Ferie, og i den forbindelse valgte de at trykke deres egne reklamer og investere i en maskine, som kunne hjælpe dem med trykkeriet.

Det fik flere samarbejdspartnere til at lægge bestillinger, hvilket førte til flere maskiner og større kunder. Siden er Lasertryk blevet Skandinaviens største med 100.000 virksomheder og 50.000 private på kundelisten.

Selskabet blev solgt til en tysk kapitalfond, og indtil sidste år drev makkerparret forretninger sammen.

Finans har tidligere beskrevet, hvordan Lasertryk-stifterne i alt har splittet 8-10 selskaber mellem sig. Det gælder bl.a. flere investeringsselskaber, it-virksomheder og ejendomsselskaber.

Anders Grønborg ville ikke kommentere ændringer pga. en tavshedsklasul, men han fortalte, at han ville gennemføre en række ændringer i Ild.pizza og understregede, at ændringerne i ejerkredsen var »naturlige«.

»Jeg har nogle ting, som jeg vil gøre på en anden måde. Min familie og jeg synes, at Ild.pizza er et fantastisk koncept. Vi tror virkelig på det, og derfor vil vi også gerne bruge en masse krudt på kæden. Jeg glæder mig til at få ro på forretningen og se fremad,« udtalte han.

Ifølge cvr-registeret fortsatte Esben Mols Kabell som en del bestyrelsesen hos Ild.pizza. Han er dog siden udtrådt.

Artiklens emner
Ild.pizza
Esben Mols Kabell