McDonalds undskylder efter anklager om seksuelle krænkelser
Det er gruopvækkende arbejdsmiljø som 100 nuværende og tidligere ansatte i McDonald's-koncern tegner af burgerkædens britiske restauranter. McDonald's undskylder for håndteringen.
Seksuelle krænkelser, racisme og mobning er gentagende beskrivelser af det giftige arbejdsmiljø, som mere end 100 tidligere og nuværende britiske McDonald’s-ansatte nu anklager fastfood-kæden for at have undladt at reagere på.
Det britiske medie BBC har gennem knap et halvt år talt med de mange ansatte, hvoraf ansatte ned til 17-års alderen ifølge BBC har berettet om næsten rutinemæssig chikane og uønskede seksuelle berøringer.
Det får nu den verdensomspændende virksomhed til at komme med en undskyldning.
»Der er tydeligvis tilfælde, hvor vi er kommet til kort. Det undskylder vi dybt for,« siger Alistair Macrow, der er adm. direktør for McDonalds i Storbritannien og Irland.
Blandt de McDonald’s-ansatte, som BBC har talt med, har 78 ansatte fortalt om seksuelle krænkelser, 31 er kommet med anklager om seksuelle overgreb, 18 ansatte har oplevet racisme, mens seks ansatte har fremført anklager om homofobi på arbejdspladsen.
Ifølge BBC har flere af mediets kilder indsendt officielle klager til McDonald’s om arbejdsforholdene. Klager som ifølge de krænkede er blevet ignoreret, mens klageren i nogle tilfælde er blevet forflyttet til andre afdelinger.
McDonald’s i Storbritannien har tidligere på året underskrevet en erklæring om at træne ansatte i, at der ikke er plads til seksuelle krænkelser på arbejdspladsen.
Ifølge flere af de ansatte, der har talt med BBC, er oplæringen dog ikke blevet taget seriøst af de forskellige ledere i restauranterne.
Den britiske myndighed, UK equality watchdog, der er en menneskerettighedskommission, kalder omfanget for bekymrende og har oprettet en hotline for de ansatte.
McDonald’s er med 170.000 ansatte og 1.450 restauranter en af Storbritanniens største private arbejdsgivere. Tre ud af fire ansatte er mellem 16 og 25.


