BMW Danmark er politianmeldt for grøn vildledning af bilkøbere
BMW Danmark er blevet politianmeldt af Forbrugerombudsmanden for bl.a. at påstå, at BMW er verdens mest bæredygtige bilproducent.
Grønne lovprisninger som ”Verdens mest bæredygtige bilproducent” har fået Forbrugerombudsmanden til at politianmelde BMW Danmark.
»Når selskaber markedsfører sig med markante budskaber om, at selskabets produktion er mindre miljøbelastende end konkurrenternes, skal det naturligvis være korrekt,« udtaler forbrugerombudsmand Christina Toftegaard Nielsen om baggrunden for, at hun har politianmeldt den tyske bilkæmpes danske datterselskab.
Politianmeldelsen knytter sig til en reklamekampagne, som BMW Danmark rullede ud herhjemme i 2021 og 2022. Som en del af markedsføringen lancerede BMW budskaber som, at ”Der er bæredygtighed i hver en bil, BMW producerer”.
Kampagnen, der blev ført på såvel Facebook som i online-annoncer og på gadeplan via fysiske plakater, er imidlertid vildledende, fordi den generelt forsøgte at give indtryk af, at biler fra BMW over en bred kam er mindre miljøbelastende end andre biler, lyder det.
Men generelle udsagn af den karakter er ifølge Forbrugerombudsmanden alt for luftige, hvorfor BMW-kampagnen stemples som vildledende og derfor i strid med markedsføringsloven.
I en pressemeddelelse forklarer Forbrugerombudsmanden, at det ikke dur med generelle påstande om grønne fortræffeligheder. Vil BMW profilere sig som en bæredygtig bilproducent, er bilkæmpen nødt til at blive præcis, lyder det.
Vi assisterer naturligvis Forbrugerombudsmanden og politiet med ønskelig information og materialer i denne sag.Mette Lolholm, kommunikationschef i BMW Danmark
»Hvis virksomheder markedsfører sig med konkrete oplysninger om deres tiltag for at mindske miljøbelastningen i stedet for at anvende vidtløftige udsagn, løber de ingen risiko for at vildlede forbrugerne. Derfor anbefaler vi virksomheder at konkretisere deres markedsføring,« siger Christina Toftegaard Nielsen.
BMW Danmark oplyser, at man har været i dialog med Forbrugerombudsmanden siden juli 2022 om sagen.
Om politianmeldelsen lyder det: »Vi assisterer naturligvis Forbrugerombudsmanden og politiet med ønskelig information og materialer i denne sag,« skriver Mette Lolholm, kommunikationschef i BMW Danmark, til Finans.
På nuværende tidspunkt har selskabet ikke yderligere kommentarer til politianmeldelsen, lyder det.
BMW Group, der tillige tæller bilmærkerne Mini og Rolls-Royce, oplyser, at man i dag producerer omkring »et dusin fuldelektriske« bilmodeller.
Ifølge BMW Group blev koncernens globale salg af elbiler i 2022 fordoblet til mere end 215.000 styk. I 2024 er målet, at salget af elbiler skal udgøre mindst 20 pct. af det årlige bilsalg.

