Fortsæt til indhold

Den norske milliardær Petter Stordalen taber trecifret millionbeløb på aktienedtur

Hotelmilliardæren havde aktier for 440 mio. norske kr. ved udgangen af sidste år. Det svarer til omkring 295 mio. danske kr.

Hotel direktør Petter Stordalen på Clarion Hotel i Københavns lufthavn. Arkivfoto: Gregers Tycho
Erhverv

Det går op og ned på aktiemarkedet. Det må den norske hotelmilliardær Petter Stordalen om nogen sande.

Et nyt regnskab viser, at den flamboyante forretningsmand har tabt næsten 200 mio. norske kr. gennem sit investeringsselskab Strawberry Capital i 2022.

Resultatet er det dårligste siden finanskrisen i 2008 og skyldes udelukkende realiserede tab på aktiemarkedet og flere nedskrivninger. Det skriver det norske medie E24.

Underskuddet svarer til omkring 134 mio. danske kr.

I 2021 tabte Petter Stordalens investeringsselskab, hvad der svarer til 25 mio. danske kr.

Nordmanden er især kendt for at have tjent milliarder på hoteller i hele Norden. Han har bl.a. investeret sin formue i luksuriøse hoteller, rejsebranchen, forlagsselskaber og flere techvirksomheder. Derudover var Stordalen også med til at redde rejsekoncernen Spies og de øvrige nordiske dele i den konkursramte selskab Thomas Cook, da selskabet var i dyb krise.

Strawberry Capital er den del af Stordalens koncern, der investerer på børsen. Det er også her, milliardæren har flere af sine værdipapirer placeret.

Investeringsselskabet har bl.a. aktier i de Oslo Børs-noterede selskaber Atlantic Sapphire, Aker Biomarine og Bewi.

Atlantic Sapphire, der driver landbaseret landbrug, faldt kraftigt på børsen sidste år. Også de øvrige selskaber har mistet værdi den seneste tid.

Petter Stordalen har desuden for nyligt skiftet navnet på sin hotelkæde, der tidligere gik under nanvnet Nordic Choice Hotels. Kæden hedder nu Strawberry med henvisning til, at Stordalen som 12-årig blev kåret som Norges bedste jordbærsælger.

Der er omkring 18.000 ansatte i Stordalens forskellige selskaber.

Milliardæren og hans børn Emilie, Jakob og Henrik ejer hver 25 pct. af selskaberne gennem Strawberry Holding. Petter Stordalen har dog fortsat fuld kontrol over stemmerne.

Artiklens emner
Petter Stordalen