Fortsæt til indhold

Mate Bike lider trecifret milliontab, men optimismen lever

Det danske cykelfirma Mate har aldrig haft så stort underskud som i 2022 - men nægter at kaste håndklædet i ringen.

Mate Bike er stiftet af søskendeparret Julie Kronstrøm Carton og Christian Adel Michael. Begge udtrådte af daglig drift og ledelse i 2021. Foto: PR
Erhverv

Millionerne fosser ud af det, der en gang var et højtflyvende og ambitiøst dansk cykelfirma - som tilmed havde flere kendisser i ejerkredsen.

Friske regnskaber fra firmaet Mate og alle dets selskaber bød i 2022 på svimlende to- og trecifrede millionunderskud. Og nu har en uafhængig revisor altså også dumpet samtlige af dem.

»Ledelsen har afleveret årsrapporten under forudsætning af fortsat drift. Vores vurdering er, at der ikke er nogen realistisk mulighed for at skaffe finansiering til at fortsætte driften, herunder tilbagebetaling af lån som de forfalder,« skriver revisoren blandt andet i moderselskabet Mate Worlds regnskab.

Mens selskabet Mate Bike International, der står for koncernens drift, går ud af 2022 med et underskud på 90,5 mio. kr., så lander selskaberne Mate Mothership og Mate World på hhv. 84,3 og 115 mio. kr. i underskud.

Samtidig er egenkapitalen i driftsselskabet helt nede at skrabe bunden på negative 143 mio. kr.

Men efter ændringer i 2023, er der alligevel stor optimisme at spore hos selskabet.

»Generelt har 2022 været et svært år for alle ebike-selskaber. Vi åbnede flere butikker i England, hvilket viste sig at være rigtig dårlig timing, fordi markedet samtidig faldt. Det var en dyr oplevelse og hovedårsagen til, at det ser ud som det gør nu,« sige Anders Kaasgaard, der er bestyrelsesformand i Mate.

I regnskaberne understreger ledelsen imidlertid, at man lige nu afsøger løsninger, og at man bl.a. i juli fik en kapitalindsprøjtning på 20,3 mio. kr. fra investorer.

Adspurgt om, hvorvidt man er enig i revisors opfattelse af, at det ikke er muligt at fortsætte driften, kommer svaret prompte:

»Vi tror på, at driften kan fortsætte. Det kan ikke ses i tallene for 2022, men der er tilført kapital i 2023. Vi har lavet en del ændringer i forretningen og ændret i både ledelsen og bestyrelsen for at sætte en ny kurs fremad, og den kurs har vi tiltro til,« afslutter Anders Kaasgaard.

Mate Bike, der står bag de populære foldbare elcykler af samme navn, blev stiftet i 2016 af søskendeparret Julie Kronstrøn Carton og Christian Adel Michael.

Forretning blev finansieret via crowdfunding på hjemmesiden Indiegogo. Her solgte virksomheden cykler for 115 mio. kr. til folk fra hele verden.

Det skabte stor omtale - også internationalt - hvilket betød, at bl.a. den amerikanske rapper Jay-Z fik øjnene op for selskabet. Han investerede i starten af 2021 et tocifret millionbeløb i Mate.

Andre investorer i selskabet tæller bla. også Hollywood-stjernen Millie Bobby Brown fra Netflix-serien Stranger Things og den tidligere EQT-partner Jannik Kruse.

Artiklens emner
Mate
Anders Kaasgaard