Tesla skærer i prisen - og rækkevidde
Bilkoncernen har lanceret billigere versioner af to af sine modeller, men det koster på rækkevidden.
I et nyt forsøg på at øge salget af sine biler og skære i omkostningerne vil Tesla lancere to billigere udgaver af modellerne Model S og Model X SUV på det amerikanske marked.
De to modeller sættes til salg for en pris på henholdsvis 78.490 og 88.490 dollar, hvilket er omkring 10 pct. under de tidligere billigste modeller, skriver Reuters med henvisning til Teslas hjemmeside.
Bilerne er klar til levering mellem september og oktober. Priserne referer til biler med farven ”pearly white” og sort interiør - andre farver koster mere.
Den ”nye” Model S får en rækkevidde på op til 515 km, hvilket et lavere end de andre modeller i serien - basic og performance plaid versionerne - der har en rækkevidde på 651 km og 637 km.
Den nye og billigere Model X SUV får en rækkevidde på 476 km, hvor de to nuværende modeller har en rækkevidde på 560 km og 535 km.
Tesla har sænket priserne i USA, Kina og andre markeder siden slutningen af sidste år og har tilbudt andre incitamenter til at reducere sin lagerbeholdning og i et forsøg på at presse konkurrenterne.
Selskabet sænkede mandag priserne i Kina på Model Y Long-range og de såkaldte performance versioner.


