166 år gammelt stormagasin risikerer at lukke
Den eksklusive detailhandler blev grundlagt i San Francisco i 1861.
Det luksuriøse stormagasin Gump’s, der holder til i San Francisco, risikerer snart at være fortid.
I et åbent brev har selskabets ejer, John Chachas, advaret delstatens guvernør og byens borgmester om erhvervslivets forhold i den amerikanske by San Francisco. Stormagasin-ejeren mener, at politikerne har fejlet ved at råde erhvervslivet til at arbejde hjemmefra og samtidig tillade hjemløse at overnatte i byens gader. Det skriver CNN.
»I dag, mens vi forbereder vores 166. sæson på 250 Post Street, frygter vi, at det kan være vores sidste,« lyder det i brevet ifølge CNN.
Gump’s, der sælger luksusmøbler og smykker, blev opkøbt af Chachas-familien i juni 2019, efter at den eksklusive detailhandler indgav en såkaldt chapter 11-konkurs.
»Konsekvenserne af covid-politikker, der råder folk til at forlade deres kontorer, begynder først nu at blive forstået. Lige så ødelæggende har en litani af destruktive San Francisco-strategier været, som bl.a. tillader hjemløse at besætte vores fortove, åbenlyst distribuere og bruge ulovlige stoffer, chikanere offentligheden og besmitte byens gader,« skriver John Chachas videre i brevet.
CNN har forsøgt at få en kommentar fra både guvernøren i Californien og San Franciscos borgmester.
Den eksklusive detailhandler blev grundlagt i San Francisco i 1861.
Hvis stormagasinet ender med et dreje nøglen om, er det en blandt mange detailvirksomheder, der har gjort det samme de seneste år.
Kendte kædebutikker som Whole Foods, Anthropologie, Office Depot og CB2 har også indstillet driften i centrum af San Francisco siden starten af pandemien.
I alt har mere end 39 detailbutikker ifølge CNN opgivet og er lukket i San Franciscos Union Square-område siden 2020.
Også på Manhattan mærker bl.a. barer og restauranter fortsat efterdønningerne fra coronapandemien.
Fordi mange fortsat arbejder hjemmefra om fredagen, har nattelivet været nødsaget til at rykke happy hour til midt på ugen. Det sker for at lokke finansfolkene ud til en drink, de dage hvor de alligevel er i byen for at arbejde. Samme tendens ses også i bl.a. Oslo.
Også giganter som Amazon, Zoom og Google kæmper stadig med at få deres medarbejdere retur på kontoret.



