Verdens største legetøjsmaskine er gået i stå
Lego stod i første halvår vækstmæssigt stille. Men koncernen tager stadig markedsandele fra de store konkurrenter.
Efter en perlerække af år med massive tocifrede vækstrater er Lego kørt fast i første halvår af i år.
Godt nok vokser omsætningen med 1 pct., men regner man medvinden fra valutakurser fra, står den stille.
Det er en kontrast til den hæsblæsende vækst på 17 pct. i hele 2022.
Det fremgår af det halvårsregnskab, som Billund-koncernen præsenterer onsdag morgen.
Forklaringen ligger især i Kina.
»Salget til forbrugerne i de større etablerede markeder som Nord- og Sydamerika, voksede, mens salget i Kina var ramt af en langsommere end ventet tilbagevenden til indkøbsvanerne før pandemien,« forklarer Lego.
| Mia. kr. | 1. halvår 2023 | 1. halvår 2022 |
|---|---|---|
| Omsætning | 27 | 27 |
| Investering i bl.a. fabrikker | 3,6 | 1,9 |
| Driftsindtjening | 6,4 | 7,9 |
Men der bliver ikke skruet ned af den grund.
»Selskabet vil fortsat øge dets tilstedeværelse i detailhandlen og online i Kina i 2023 og videre frem,« skriver Lego i pressemeddelelsen.
På trods af stilstanden i væksten erklærer topchefen Niels B. Christiansen sig tilfreds med regnskabet. Det skyldes især, at Lego har klaret sig betydeligt bedre end markedet generelt og dermed har taget markedsandele.
Samlet faldt legetøjsmarkedet med 7 pct. i første halvår. Den ene hovedrival, amerikanske Mattel, havde i første halvår et fald i omsætningen på 17 pct. fraregnet valutaeffekt, mens den anden, Hasbro, måtte se sin omsætning falde med 12 pct.
»Vi er tilfredse med vores bedrift, især fordi det har været nogle udfordrende seks måneder for legetøjsbranchen. Efterspørgslen efter vores produkter klarede sig bedre end markedet, og vi har øget vores markedsandel betydeligt,« lyder det i en kommentar fra Niels B. Christiansen, der dermed stadig er chef for verdens største legetøjskoncern.
Når Lego opgør omsætningen som det reelle salg fra butikker og online og ud til forbrugerne, steg dette salg med 3 pct. i første halvår.
Af regnskabet fremgår det, at Legos driftsindtjening er faldet. Den landede i første halvår 2023 på 6,4 mia. kr., hvilket er markant lavere end de 7,9 mia. kr., som var resultatet af driften i første halvår 2022.
Men det forklarer Lego med de fortsat massive investeringer, som koncernen gennemfører i disse år.
»Vores stærke finansielle position tillader os at investere på længere sigt,« påpeger Niels B. Christiansen i en kommentar.
Derfor er resultatet ifølge ham som forventet.
De hovedområder, Lego investerer milliarder af kroner i, er overordnet fire:
Stadigt flere nye fabrikker, senest i USA og i Vietnam, og udbyggelse af de eksisterende.
Øget bæredygtighed ved at investere i mere vedvarende energi, finde plasttyper der ikke er baseret på olie og bruge bæredygtig emballage.
Øget digitalisering, både i de enkelte butikker, i produktionen og i produkterne.
Åbne stadig flere dedikerede Lego-butikker. I første halvår blev der åbnet 89 nye butikker, så der nu er 988 på verdensplan. Af dem ejer Lego 187, mens resten af ejet af partnere.
Første halvår er legetøjsindustriens svageste periode, idet hovedparten af salget ligger i andet halvår med de store shopping-højtider Thanksgiving, Black Friday, julen og den største shoppingdag i Kina, Singles Day, som falder 11/11. Dermed kan udviklingen også nå af vende i de kommende måneder.

