Fortsæt til indhold

Arbejdsgivere: Manglen på arbejdskraft vil vare de næste 20 år

Både virksomhederne og den offentlige sektor må indstille sig på, at mangel på arbejdskraft ikke går væk foreløbig. Adm. direktør i DI Lars Sandahl kalder det for den største samfundsudfordring de næste 20 år.

Adm. direktør i Dansk Industri Lars Sandahl Sørensen vil bl.a. have flere ældre medarbejdere til at udskyde pensionsalderen ved, at flere får mulighed for at komme på seniorordninger og trappe langsomt ned for arbejdstiden. Arkivfoto: Stine Bidstrup
Erhverv

Problemerne med at besætte ledige stillinger, sige ja til ordrer og få vagtplaner til at hænge sammen er ikke en midlertidig udfordring for virksomhederne og den offentlige sektor, men nærmere en ny normal og en permanent udfordring de næste 20 år.

Sådan lyder det fra adm. direktør i Dansk Industri (DI) Lars Sandahl Sørensen.

»Hvor jeg for nogle år siden så manglen på arbejdskraft som et midlertidigt problem, er jeg nu der, hvor jeg anser det for en grundlæggende problemstilling, som ikke går væk foreløbigt. Det er den største udfordring, vi som samfund står over for i de næste 20 år,« siger han.

Det skyldes helt grundlæggende, at der bliver mange flere ældre og færre i den erhvervsaktive alder, og at den offentlige sektor får brug for tusindvis af medarbejdere til pleje og omsorg, samtidig med at virksomhederne også får brug for tusindvis af medarbejdere ikke mindst til den grønne omstilling.

»Det er et problem, som vi kommer til at leve med i mange år. Det er ikke det samme som at sige, at vi lige så godt kan give op. Slet ikke. Det vil have helt enormt store konsekvenser, hvis vi bare giver op,« siger Lars Sandahl.

DI har for nylig gennemført en rundspørge blandt sine medlemmer. Her peger næsten halvdelen af virksomhederne på mangel på arbejdskraft som det, der får dem til at undlade at investere og gå efter at blive større.

Dermed topper mangel på arbejdskraft som vækstbarriere foran både geopolitisk og økonomisk usikkerhed, og det overrasker Lars Sandahl.

»Der er betydelig usikkerhed på virkelig mange fronter – økonomisk, geopolitisk, sikkerhedspolitisk, med hensyn til renteudviklingen og mange andre ting. I den situation ville jeg have forventet, at virksomhederne ville pege på netop usikkerheden om fremtiden som den største væksthæmmer,« siger han.

»Det ville have været naturligt, at det lå i top, og derfor er det så markant og voldsomt, at det stadigvæk er manglen på arbejdskraft, og at den står så ekstremt højt.«

Dansk Erhverv deler analysen fra DI.

»Hvis vi synes, at det er slemt med mangel på arbejdskraft lige nu, så bare vent. Det bliver desværre meget værre, hvis ikke vi udviser rettidig omhu og handler på det,« siger Brian Mikkelsen, adm. direktør i Dansk Erhverv.

Hverken Danmark eller en række nabolande kan løbe fra den demografiske udvikling, understreger han.

»I 2030 kommer vi til at mangle 90.000 kollegaer, og det er ikke kun i Danmark, at vi bliver ramt af strid demografisk modvind. Det gør stort set hele resten af EU også, og det betyder, at kampen om arbejdskraften vil blive intensiveret i de kommende år,« siger Brian Mikkelsen.

Han mener, at der er brug for fokus på reformer, så vi får flere til at arbejde mere, og at vi bliver bedre til at tiltrække og fastholde udenlandsk arbejdskraft.

»For hvis ikke vi gør det, så kommer vi til at mangle arbejdskraft i stor stil,« siger han.

Direktør i SMV Danmark Jesper Beinov mener, at Lars Sandahl Sørensen nærmest er optimist, når han taler om mangel på arbejdskraft som den største udfordring i et 20 års sigte.

»Man kan desværre nok sagtens lægge 10 år mere til. Mangel på arbejdskraft vil blive ved med at være et problem i mange år frem. Kampen om arbejdskraft kommer til at dele det europæiske kontinent, og der vil være lande, som ikke kan få arbejdskraft. Hvis vi vil blive ved med at være et dejligt land med lige muligheder og god velfærd, er vi nødt til at holde produktionen oppe i gear,« siger han.

Ifølge finansminister Nicolal Wammen (S) står dansk økonomi i en helt ny situation.

»Jeg er enig i, at rekrutteringsproblemerne i både den private og den offentlige sektor er en af de største udfordringer for vores samfund, hvis ikke vi gør noget. I mange år har det store spørgsmål været: Hvor skal pengene komme fra? Penge til bedre sundhedsvæsen, den grønne omstilling, styrket uddannelse, oprustning af forsvaret. Men vi står i en ny situation, for det går rigtig godt med dansk økonomi. Derfor er det nye spørgsmål i stedet: Hvor skal arbejdskraften komme fra?,« siger han i en skriftlig kommentar til Finans.

Når regeringen i løbet af efteråret kommer med sin 2030-plan for dansk økonomi, vil planen ifølge Nicolai Wammen afspejle, at det er en »hovedprioritet for regeringen« at sikre, at der er nok og kvalificeret arbejdskraft til fremtiden.

Mens andelen af udenlandske medarbejdere i Danmark har været støt stigende igennem de seneste år og nu udgør 12 pct. af beskæftigelsen, består løsningen ifølge Lars Sandahl i at sikre flere såvel danske som internationale kolleger.

»I alle vores nærområder er der den samme problemstilling, så opgaven er først og fremmest at bruge de danske medarbejdere, som vi har, noget bedre,« siger han.

DI peger derfor på bedre og flere seniorordninger, så ældre medarbejdere kan trappe gradvist ud af arbejdsmarkedet og på den måde forlænge arbejdslivet ud over folkepensionsalderen.

Dertil kommer lavere skat, flere unge ud på arbejdsmarkedet og flere med en erhvervsuddannelse, ny teknologi og færre offentligt ansatte på deltid, men altså også stadig udenlandsk arbejdskraft.

»Det skal selvfølgelig være på danske løn- og arbejdsvilkår. Vi har ikke interesse i noget som helst andet, og jeg tror også, at vi stadig står godt i forhold til at tiltrække medarbejdere mange steder fra,« siger Lars Sandahl.

For fungerende formand for Fagbevægelsens Hovedorganisation (FH) Morten Skov handler udfordringen om uddannelse og kvalificeret arbejdskraft.

»Den reelle udfordring er, at vi skal sikre en arbejdsstyrke med de rette kompetencer. I den offentlige sektor mangler vi nøglemedarbejdere i velfærdsfagene. Den udfordring forstærkes i de kommende år, når vi bliver flere ældre. Hertil kommer behovet for tilstrækkeligt med faglært arbejdskraft til den grønne omstilling. Her er uddannelse et afgørende svar, så vi har kvalificeret arbejdskraft til at løse de opgaver, vi står over for,« siger han.

Artiklens emner
Arbejdsmarked
Dansk økonomi