Tømmerhandlen Davidsen får ny ejer
Davidsen-familien skal fremover være minoritetsaktionær med en ejerandel på 10 pct.
Majoriteten af Danmarks tredjestørste tømmerhandelskæde er på vej på udenlandske hænder.
Finske Kesko vil købe 90 pct. af den landsdækkende kæde Davidsen og dermed tage sit første skridt ind på det danske marked.
Anledningen til salget er et nyt generationsskifte i Davidsen, der har været familieejet siden begyndelsen. Virksomheden skal klargøres til den videre vækstrejse, lyder det i en pressemeddelelse.
»Det er en glædens dag – både for mig og min familie og for Davidsens medarbejdere og kunder. Det er 60 år siden, at jeg stiftede virksomheden, og min familie og jeg har de seneste år arbejdet på forskellige generationsskifte-løsninger,« siger stifter og ejer Povl Davidsen heri.
»Nu får vi en dedikeret og dygtig majoritetsejer ind, som er blandt de dygtigste i Nordeuropa til handel, forretningsdrift og logistik, og som har været frontløber inden for ESG i flere årtier. Vi har også samme værdisæt, og det er vel nok det allervigtigste.«
Handlen afventer endnu det grønne stempel fra konkurrencemyndighederne.
Familien Davidsen, der har drevet tømmervirksomhed siden 1940’erne, bliver efter planen minoritetsaktionær med en ejerandel på 10 pct., oplyser Kesko. Familien beholder også en plads i bestyrelsen, og kæden vil blive drevet videre under samme navn og ledelse som indtil nu. Den nuværende adm. direktør, Henrik Clausen, har været på posten siden 2018.
Kesko tæller ca. 1.800 forretninger i Finland, Sverige, Norge, Estland, Letland, Litauen og Polen og gør sig inden for dagligvarehandel, handel med biler, byggematerialer og teknisk handel. I fjor omsatte den finske kæmpe for 80 mia. kr.
»Kesko har en landespecifik strategi, hvilket betyder, at beslutninger er baseret på lokal indsigt og lokale kundebehov. Vores mål er at udvide forretningen i Danmark på lang sigt - både organisk og med yderligere opkøb. I den forbindelse er det af stor betydning, at Davidsen-familien fortsætter som ejer, så vi kan udvikle og vækste forretningen sammen,« lyder det i pressemeddelelsen fra Jorma Rauhala, direktør for Keskos division for byggeri og teknisk handel.
Ifølge Kesko er Davidsen værdiansat til omtrent 190 mio. euro. Dermed repræsenterer Keskos ejerandel på 90 pct. en værdi af ca. 170 mio. euro.
Davidsens Tømmerhandel udspringer af Sønderjylland, men har siden stiftelsen vokset sig til 22 butikker fordelt rundt om i Danmark samt en butik i Grønland.
Virksomheden, der beskæftiger godt 850 ansatte, omsatte i 2022 for 4,15 mia. kr.

