Pandora-stiftere i ejerkredsen: Influencerbureau går konkurs
Det er ikke første gang, at bureauet drejer nøglen om.
Kendte youtubere, store armbevægelser og målet om at få budskaber ud over rampen digitalt.
Det har ikke været nok til at sikre det danske influencerbureau Brand New Story, der blev stiftet i 2015.
Tidligere gik virksomheden under navnet Gonzo Media, men nu er tiden med kendte youtubere, instagrammere og andre internetpersonligheder forbi. Brand New Story er gået konkurs og den samlede gæld skal gøres op. Det fremgår af Statstidende.
Christina Fuursted, direktør for Brand New Story, bekræfter konkursen. Hun ønsker på nuværende tidspunkt ikke at kommentere yderligere.
Ifølge Brand New Story’s hjemmeside arbejdede virksomheden med nogle af Danmarks største og mest hurtigtvoksende indholdsskabere. Det gælder bl.a. youtuberen Alexander Husum, der især er kendt blandt den yngre målgruppe, internetparret Jasmin og Mika og madanmelderen Casper Christiansen, bedre kendt under navnet Casper Drømme.
Trods flere store navne har det de seneste tre år ikke været muligt at skabe overskud. Også egenkapitalen er negativ.
Det er uvist, hvad der præcis har sendt selskabet til tælling, men det seneste regnskab viser, at selskabet har haft mindre aktivitet sidste år.
Allerede her blev der sat spørgsmålstegn ved selskabets fremtid, men ledelsen vurderede, at risikoen for ikke at kunne fortsætte driften var »lav«.
»En positiv forventning til fremtiden gør, at selskabets ledelse vurderer, at selskabet kan fortsætte sin drift. Selskabet kan komme i en situation, hvor et potentielt tilbagebetalingskrav fra Erhvervsstyrelsen, jf. note 11, kan overstige selskabets finansielle råderum og ejerkredsens grænser for fortsat støtte. Et potentielt tilbagebetalingskrav fra Erhvervsstyrelsen kan således true selskabets muligheder for fortsat drift,« lyder det i regnskabet.
Ifølge regnskabet er der tale om coronakompensation på 850.000 kr., som selskabet har modtaget i 2020, men muligvis ikke har været berettiget til.
Ifølge regnskabet har det været »vanskeligt« for ledelsen at dokumentere, om betingelserne for kompensationen var opfyldt eller ej, og det kan formentligt være det, der nu har sendt selskabet under konkurs.
Siden 2020 har Brand New Story tabt omkring 3,1 mio. kr. efter skat.
Selskabet har løbende fået tilført frisk kapital fra ejerkredsen. Den tæller bl.a. Pandora-stifterne Winnie Liljeborg og Per Enevoldsen.
Det er ikke første gang, at det danske influencer-firma må dreje nøglen om.
Også i 2019 var selskabet i problemer med økonomien. Efter at have kørt med underskud og negativ egenkapital siden etableringen i 2015 blev Gonzo Media, som virksomheden dengang hed, erklæret konkurs, og 30 ansatte mistede deres job.
Finans har forsøgt at få en kommentar fra Anders Ørskov Melballe, der er indsat som kurator i forbindelse med konkursen. Det har ikke været muligt.
Det er uvist, hvad der skal ske med de influencere og medarbejdere, der har været tilknyttet det konkursramte selskab.
Ifølge cvr-registret havde virksomheden i starten af året to ansatte.

