Fortsæt til indhold

Liveshopping hitter: Nu vil dansk virksomhed sprede sig globalt

Sprii, der tidligere gik under navnet Easy Live Sales, har Anders Holch Povlsen som medejer.

Flere virksomheder hopper med på vognen og sælger deres produkter gennem liveshopping. PR-foto: Sprii
Erhverv

Han har troet på det fra start.

32-årige Christian Vester, der er adm. direktør for den danske softwarevirksomhed Easy Live Sales. Som led i en ny strategi har selskabet netop skiftet navn til Sprii. Det sker for at sprede selskabets tilstedeværelse globalt og få endnu flere virksomheder med ombord, når det gælder det hurtigtvoksende fænomen liveshopping.

Her kan forbrugerne sidde derhjemme og følge med, når butikker sælger og rådgiver gennem bl.a. Facebook.

»Vi er en vækstvirksomhed, der er besat af fremgang. Relanceringen skal styrke os både på nye og eksisterende markeder. Liveshopping er ikke et dansk fænomen, og nu er det på tide at vokse globalt. Ambitionen er, at Sprii bliver synonymt med liveshopping som Google er det for internetsøgning,« siger Christian Vester.

Sprii blev etableret under coronapandemien. Dengang kunne forbrugerne ikke shoppe som vanligt i butikkerne, og derfor søgte mange mod alternativer som liveshopping og ”Ja tak”-tilbud. Kort efter investerede Bestselller-ejer Anders Holch Povlsen sammen med nogle af Danmarks stærkeste iværksættere over 40 mio. kr. i liveshopping og salg via sociale medier.

Bestseller-selskabet Heartland ejer i dag 25-33 pct. af Sprii.

Selskabet er til stede i bl.a. Danmark, Sverige, Norge, Holland, Island, Finland og Storbritannien.

For nyligt omsatte den danske kæde Babysam for mere end 4 mio. kr. i løbet af få timer. Også elektronikgiganten Power har tidligere fortalt, hvordan en enkelt livesending lagde 20 mio. kr. til omsætningen på blot 4,5 timer.

»Vi har hele tiden troet på, at Sprii også vil klare sig godt efter coronakrisen. Den traditionelle e-handel er ikke lykkedes med at skabe inspiration og sociale aspekter online, som butikkerne er kendt for. Her har liveshopping sin berettigelse. Virksomhederne kan guide online om størrelser, materiale og lignende samtidig med, at kunderne kan kommentere og stille spørgsmål undervejs,« siger Christian Vester.

Han afviser derfor, at liveshopping udelukkende er et salgsfænomen, der har haft gyldne tider under coronakrisen.

»På de traditionelle webshops bliver kunderne mødt af eksempelvis 1.000 par bukser. Det er uoverskueligt og nemt at komme til at klikke noget forkert hjem. Ved liveshows har butikkerne udvalgt produkter, som de fortæller om. På den måde minder det mere om den klassiske butiksoplevelse, og samtidig kan forbrugerne lave andet ved siden af,« siger han.

Christian Vester står i spidsen for virksomheden Sprii. Selskabet er stort indenfor liveshopping. PR-foto: Sprii

Udmeldingen bakkes op af Dansk Erhverv. Ifølge organisationen har flere virksomheder oplevet succes med at supplere den eksisterende forretning med liveshopping. Ifølge Dansk Erhverv havde hele 20 pct. af danskerne liveshoppet i juni i år. En tendens, der kun vinder yderligere indpas.

»I starten var det mest mindre butikker, der gjorde brug af liveshopping, men i dag er særligt de store detailbutikker i gang. Det er unikt fænomen, som udvikler sig i en fart, jeg ikke har set tidligere. Samtidig er det lidt af en dansk erhvervs- og detailsucceshistorie, at vi har en virksomhed (Sprii red.), som er så meget på forkant med udviklingen, at de nærmest er en global frontløber,« siger Niels Ralund, E-handelsdirektør i Dansk Erhverv.

Trods fremgangen er det endnu ikke lykkedes Sprii at skabe overskud.

Sprii tabte sidste år 6,2 mio. kr. efter skat. Året inden lød underskuddet på 11,9 mio. kr.

Egenkapitalen lød i 2022 på knap 34 mio. kr.

»Vi investerer alt i vækst – og så lidt til. Derfor er underskuddet også planlagt,« siger Christian Vester.

Virksomheden oplyser ikke sin omsætning. Målet er at fordoble omsætningen hvert år. Ifølge Christian Vester tager Sprii 3-4 pct. af den omsætning, som selskaberne omsætter for, når de bruger virksomhedens software.

Sprii er i øjeblikket ikke på udkig efter flere penge fra hverken nye eller eksisterende investorer.

Selskabet har siden etableringen faciliteret omsætning for knap en milliard kr. for mere end 1.700 kunder verden over.

Artiklens emner
Detailbranchen
Dansk Erhverv