Bilkæmpe med stor ændring: Dansk bildynasti tavs om fremtiden
Verdens tredjestørste bilproducent tager nu hul på en ny salgsmodel i Europa. Den rammer Danmark i 2024.
Verdens tredjestørste bilproducent tager nu hul på et tiltag, der har været flere år undervejs.
Stellantis, der står bag en lang række kendte bilmærker så som Alfa Romeo, Chrysler, Citroën, DS, Fiat, Opel og Peugeot, ruller således nu en ny måde at sælge biler på ud i Europa.
Modellen lanceres fra den 4. september i Østrig, Luxembourg, Belgien og Holland, for derefter at ramme resten af Europa - og altså Danmark - i 2024.
Det fremgår af en pressemeddelelse fra Stellantis.
»Dette er et historisk skifte, ikke bare for Stellantis, men for hele branchen,« siger Uwe Hochgeschurtz, driftsdirektør for Stellantis i Europa, i pressemeddelelsen.
Den nye måde at sælge biler på fra Stellantis er en såkaldt agentmodel, hvor Stellantis kommer tættere på slutkunderne og får mere direkte kontrol over pengetransaktionerne og priserne.
Det bliver også nemmere for Stellantis at sælge biler online.
Forhandlerleddet bliver skåret væk, og muligheden for at prutte om priser bliver elimineret.
Derfor er alle europæiske forhandlere og importører af Stellantis-mærker blevet opsagt. Den beslutning blev truffet for mere end to år siden, men træder først i kraft fra nu af.
Herunder har Danmarks næststørste bilkoncern K.W. Bruun, der har tjent styrtende på salget af Stellantis’ mærker, fået revet kontrakten over med den store bilproducent.
Det danske bildynasti har dog ingen kommentarer til den nye agentmodel fra Stellantis, og hvordan den kommer til at påvirke K.W. Bruun.
I de kommende måneder vil Stellantis lave nye kontrakter med salgsagenter rundt omkring i Europa.
Det er K.W. Bruun »fuldt ud klar over«, oplyser Stellantis til Finans.
Agenternes rolle bliver at yde kundeservice, der så kan føre til salg af Stellantis-biler. Agenterne får en kommission fra salget af hver bil.
Til gengæld skal agenterne ikke - som det ellers hidtil har været tilfældet for de nuværende forhandlere - længere binde kapital i et lager eller have indflydelse på prisfastsættelsen af bilerne.

