Fortsæt til indhold

Hoteller tilbyder "sove"-ophold til gæsterne

Dårlig søvn har fået en lang række hoteller globalt til at satse på pakker, som angiveligt kan afhjælpe problemet.

Æteriske olier og dufte er blot nogle af de mange måder, man får gæsterne til at sove bedre på Six Senses Laanu Resort på Maldiverne. Foto: Eleven Six PR/Six Sneses Laanu Resort/PR.
Erhverv

Det lyder næsten for godt til at være sandt for de mange mennesker med en stresset hverdag, hvor man halser efter uret for at nå de daglige gøremål. En uge eller måske bare en weekend, hvor det primært drejer sig om en ting: At sove.

Men faktisk er det ikke kun en fjern drøm. En global trend breder sig nemlig blandt hoteller og resorts: Søvn-turisme. I erkendelse af befolkningernes generelle travlhed og stadigt flere mennesker, der lider af søvnløshed, er opfindsomheden blandt hotellerne vokset, skriver CNBC.

I London på Zedwell Hotels kan man f.eks booke såkaldte minimalistværelser. Det er værelser, hvor alle kilder til støj ifølge hotellet er barberet væk. Ingen TV, telefon eller vinduer. Samtidig er belysningen ensartet og behagelig. Og så er værelserne ekstra lydisolerede.

Foto: Zedwell Hotel/pr

På Maldiverne ville man nok mene de fleste tog til for at dykke og slappe af med øjnene åbne. Men på Six Senses Laanu Resort er det meningen, at søvn er i højsædet. Her tilbyder man et sove-wellness-ophold , der varer fra tre til ti dage og inkluderer søvn-overvågning, meditation og åndedrætsøvelser samt kostvejledning og sundhedstjek.

Og det stopper ikke her, for tendensen er global. På Park Hyatt i New York har man rum med ”intelligente” senge, der ved hjælp af bl.a. kunstig intelligens kan hjælpe gæster til en bedre søvn, og på Sha Wellness Clinic i Alicante i Spanien kan man deltage i hotellets ”sleep medicine program”. Her er en speciallæge i søvnmedicin knyttet til programmet, som derudover indeholder søvnkonsultationer, en nat-polygraf, der måler flere fysiologiske indikatorer såsom blodtryk, puls og åndedræt.

At behovet ikke bare er grebet ud af den blå luft understreges af, at der ifølge CNBC er blevet søgt mere på ordet søvn på internettet i 2023 end nogensinde før. Samtidig viste undersøgelsen Den Nationale Sundhedsprofil for 2021 ifølge DR, at lige under halvdelen af alle voksne danskere svarede, at de havde været generet af søvnbesvær eller søvnproblemer i løbet af de seneste 14 dage. For 15 pct. var disse søvnproblemer ’meget generende’, hvilket var en væsentlig stigning i forhold til 2010, hvor tallet var 10,2 pct.

The Cadogan Hotel, London. Foto:The Cadogen, A Belmond Hotel/PR.

Men nu er der altså håb, hvis man både har ferie og trænger til at sove. På The Cadogan i London har man allieret sig med søvn specialist og hypnoterapeut Malminder Gill, og hotellet tilbyder bl.a. en ”søvn concierge”-ordning med meditationsguide af søvnspecialisten, en pude-menu og specialudviklet sovete. Har man ekstra behov - og sikkert også råd, så tilbyder hotellet ene-sessioner med Malminder Gill, som hjælper gæsten med at falde i søvn.

Artiklens emner
Hotel og restaurant
Hotelferie