Fortsæt til indhold

Kunder ladt i stikken: Ægtepar bag Lauritz.com tjente 140 mio. kr. i årene inden konkursen

Lauritz.com har været en lukrativ forretning for ejerne bag det nu konkursramte auktionshus selv i trange år, blandt andet takket være konsulentløn i millionklassen til bestyrelsesformand Bengt Sundstrøm.

Mette Rode Sundstrøm og hendes mand, Bengt Sundstrøm, var henholdsvis direktør og bestyrelsesformand for det nu konkursramte Lauritz.com. Foto: JP
Erhverv

Parret bag det nu konkursramte onlineauktionshus Lauritz.com, Mette og Bengt Sundstrøm, har gennem årene tjent mere end 140 mio. kr. på Lauritz.com. Derudover har Lauritz.com indkasseret et tab på 16,5 mio. kr. i forbindelse med en ejendomshandel, som selskabet indgik med Bengt Sundstrøm personligt.

Det viser en gennemgang af regnskaberne fra Lauritz.com, Lauritz.com Group og Bengt Sundstrøms holdingselskab, Blixtz Holding, som Finans har foretaget.

»I bagklogskabens klare lys virker det meget mærkeligt, at virksomheden udbetalte den kapital, som Lauritz.com havde så hårdt brug for og brugte de næste år frem mod konkursen på at jagte,« siger Per Nikolaj Bukh, professor i økonomistyring ved Aalborg Universitet.

»Hvis man som ejer virkelig troede på virksomheden, hvorfor så ikke lade sine penge stå og få dem forrentet dér? I stedet for at trække sine penge ud og lade andre komme ind på en fribillet?« lyder det undrende fra professoren, der hentyder til, at Lauritz.com endte med at give rabat på aktierne, da selskabet i 2016 blev børsnoteret i Sverige.

Langt størstedelen af de 140 mio. kr. udbetalte Bengt Sundstrøm, der gennem hele selskabets levetid har siddet som bestyrelsesformand, som udbytte til sig selv. Således trak han mellem 2003 og 2015 96 mio. kr. ud af selskabet, mens gælden voksede. 27 mio. kr. blev trukket ud i 2012 efterfulgt af 15 mio. kr. i 2013. I 2014 kom den sidste store udbetaling på 11,5 mio. kr.

De gode år fik dog en brat slutning. Efter 2015 blev økonomien i selskabet for stram til, at udbetaling af udbytte kunne fortsætte.

»Den relative mængde papirpenge bliver i denne periode større, mens den samlede sum rede penge bliver mindre,« siger Per Nikolaj Bukh, der tidligere for Finans har lavet en regnskabsanalyse af, hvordan Lauritz.com – på papiret – opbyggede en betydelig værdi.

Samtidig blev egenkapitalen udhulet mere og mere, indtil selskabet måtte erklære sig konkurs i maj 2023 efter at have brugt mere end 50 mio. kr. af kundernes penge.

Men selv efter krisetegnene begyndte at vise sig i 2015, tjente Bengt millioner af kroner på selskabet ad andre veje. Fra 2017 begyndte Lauritz.com blandt andet at give Bengt konsulentløn i millionklassen, og frem til 2022 fik Bengt Sundstrøm på den måde 8 mio. kr. i hånden ud over de 4 mio. kr., som han sammenlagt fik gennem alle årene for arbejdet som bestyrelsesformand.

Derudover fik Bengt godt 10 mio. kr. i såkaldt garantikommission fra 2019-2022 for at stille sit franske vinslot som sikkerhed for de betydelige obligationslån, som Lauritz.com optog. Det var nemlig ganske svært for auktionshuset at få bevilget et banklån.

»Allerede tilbage i 2016 havde Bengt Sundstrøm taget store beløb ud, så det ikke kunne gå helt galt for ham. Kiksede selskabet, havde han kun mistet det, han ikke havde taget ud endnu. Risikoen derefter hang på dem, der havde lånt ham penge og købt aktier i selskabet. Og den slags ser de professionelle långivere og investorer med det samme,« siger Per Nikolaj Bukh.

Mette Sundstrøm, der var direktør helt op til konkursen, har haft enkelte år uden direktørkasketten i Lauritz.coms levetid. En konservativ beregning viser, at hun har fået udbetalt 24 mio. kr. i løn igennem årene, dertil kommer 1 mio. kr. for de år, hun har siddet i selskabets bestyrelse.

Kigger man på, hvad parret totalt set har fået ud af ejerskabet og dets engagement, er det også nærliggende at pointere den tidligere nævnte ejendomshandel. For da Lauritz.com tilbage i 2015 allerede var økonomisk presset, solgte Bengt Sundstrøm en stor lagerejendom til Lauritz.com for 51,5 mio. kr., som han selv havde givet 57 mio. kr. for.

Efter adskillige forsøg på at sælge eller udvikle ejendommen måtte Lauritz.com dog give fortabt og sælge ejendommen til 35 mio. kr. og dermed pådrog selskabet sig et tab på 16,5 mio. kr., der ellers ville have ligget hos Bengt Sundstrøm, hvis han ikke havde solgt ejendommen til det pressede auktionshus.

Derudover har Lauritz.com indkøbt en ukendt mængde vin af Bengt Sundstrøms vinslot. Finans har erfaret, at der er tale om flere paller med vin, og flere tidligere medarbejdere har fortalt, at auktionshusene omkring i landet blev tvunget til at aftage vinene til brug som gaver og kompensation til kunder.

Finans har forsøgt at få både Mette og Bengt Sundstrøm i tale for blandt andet at spørge, hvorfor man trak den livsvigtige kapital ud af selskabet, samt hvad Bengts konsulentarbejde dækkede over, men parret er ikke vendt tilbage på henvendelsen.

Artiklens emner
Aalborg Universitet
Lauritz.com