Biogas fyldte mere end en tredjedel af forsyningen i første halvår
Mere og mere grøn gas lavet af affald fra dansk landbrug, mindre gas fra fremmede magter. For første gang nogensinde har biogas stået for mere end en tredjedel af den danske gasforsyning i et halvår.
For hver dag bliver den danske gasforsyning grønnere og mere uafhængig af fremmede magter.
Det viser den seneste halvårsrapport fra det nationale gasdistributionsselskab Evida. I alt 35 pct. af den gas, der blev leveret ud til de danske husstande i årets første seks måneder kom nemlig hverken fra Putins Rusland eller Nordsøen, men fra danske biogasanlæg, som omdanner husholdningsaffald, gylle og andet landbrugsaffald til CO2-neutral biogas.
»Måned for måned ser vi biogas fortrænge mere og mere naturgas fra gasforbruget. Det bidrager til den grønne omstilling af vores energiforbrug og er noget, vi kan bryste os af i Danmark,« siger Kim Søgård Bering Kristensen, adm. direktør i Evida, i en meddelelse.
»Vi oplever fortsat stor interesse i at få tilkoblet nye anlæg til gassystemet og i at udvide produktionen på de allerede etablerede anlæg.«
Biogas har i et årti været en hjørnesten i den danske klimaindsats, hvor den står som et grønt alternativt til den gængse naturgas og især kan bruges i industrielle processer, hvor elektrificering ikke er en farbar metode. Siden Putins invasion af Ukraine er biogassen dog også blevet et forsvar mod afhængighed af fremmede magter, da biogas ikke skal hentes fra fjerne egne, men produceres i Danmark af især affald fra landbruget.
Den voldsomme stigning er dels et resultat af større produktion af biogas, men også et lavere dansk gasforbrug generelt gør en forskel. Ifølge Evida lå det danske gasforbrug i første halvår af 2023 omkring 10 pct. lavere end tilsvarende periode i første halvår 2022.
Det er først og fremmest husstandene, som har skruet markant ned og reduceret forbruget med 15 pct., mens industrien har reduceret gasforbruget med 8 pct.
Samtidig er danske gasfyr ved at blive et sjældent syn. 22.000 gaskunder skiftede i første halvår 2023 sit gasfyr ud med andre energikilder, hvilket er det samme antal som i hele 2022.


