Topchef er dybt bekymret over unges mistrivsel - hans egen datter blev ramt af angst

Når Peter Hermann havde afleveret sin datter på skolen, rullede han vinduet i bilen ned og kørte videre ind på arbejde. Kold vind lige ind i ansigtet skulle forsøge at holde tårerne væk, så medarbejderne i Topdanmark ikke mødte en forgrædt topchef.

Sådan forløb mange morgener, da hans datter blev ramt af angst og blev endnu et barn i statistikken over stadig flere børn og unge, der mistrives.

I 4. klasse gik hun fra at være en udadvendt pige, der klarede sig godt i skolen og havde veninder, til at blive bange for ikke at slå til i sine sociale relationer og i skolen, få ondt i maven, græde mere og mere og bare ikke ville i skole.

Der gik et stykke tid, inden Peter Hermann forstod, at der for alvor var noget galt, og at hans rationelle og løsningsorienterede tilgang intet godt gjorde for datteren.

»Til sidst var hele hendes selvtillid væk. Hun var en skygge af sig selv. Jeg begynder næsten at tude, når jeg fortæller om det her, men når ens barn begynder at tro mindre og mindre på sig selv, er det svært at stå der som forælder. Jeg prøvede at løse det med min rationelle tilgang, men jeg var faktisk ikke den bedste far for hende, for at være rationel i forhold til angst hænger overhovedet ikke sammen,« siger Peter Hermann.

I dag er datteren 17 år, går i gymnasiet og er tilbage på sporet. Hun og forældrene fik hjælp igennem tilbuddet ”Cool Kids”, som flere kommuner tilbyder børn og unge med angst.

Peter Hermann har aftalt med sin datter, at han gerne må fortælle hendes historie, for de er enige om, at mistrivsel blandt børn og unge ikke skal være et tabu.

»Som far, som samfundsborger og som arbejdsgiver er jeg meget bekymret for den udvikling i børn og unges mentale helbred, som vi er vidner til,« siger han.

Ved mødebordet på sit kontor i Topdanmarks hovedsæde i Ballerup åbner Peter Hermann sin bærbare computer og lister de hårde fakta op:

Hver tredje unge kvinde og hver femte unge mand mistrives. Det viser de seneste tal fra Den Nationale Sundhedsprofil.

Andre tal viser, at 29 pct. af dem, der mistrives i 15-års alderen, hverken er i uddannelse eller job som 25-årig, og næsten halvdelen af dem, der ikke er kommet i gang som 25-årig, er på førtidspension, når de fylder 40 år. Det har forskningscentret Vive opgjort.

Topdanmark ejede indtil sidste år pensionsselskabet Topdanmark Liv, og her viste tal en voldsom stigning i tilfælde af angst og depression hos 16-24 årige kunder såvel som de 25-34 årige kunder. For kvinder er stigningen på hhv. 140 pct. og 80 pct. på blot ét år.

»Det er altså nogle ret vilde tal. Fra at være stress er det nu også rigtig meget angst og depression. Stress kan være slemt nok, men det her er en anden type sygdom, som ofte kan have større konsekvenser for den enkelte og vise sig sværere at komme tilbage fra,« siger Peter Hermann.

Efter salget af Topdanmark Liv har Topdanmark indgået en aftale om at købe Dansk Sundhedssikring, der leverer sundhedsforsikringer til mere end en halv million kunder.

I løbet af et år har 5,5 pct. af Dansk Sundhedssikrings kunder bedt om mental støtte, og tallet er dobbelt så højt i gruppen af piger mellem 10 og 18 år.

Med en aldrende befolkning og mangel på arbejdskraft har Danmark dårligt råd til, at unge bliver tabt og efterladt uden for arbejdsmarkedet.

»Vi står over for en fremtid med mange flere ældre og færre unge til at forsørge og levere arbejdskraft, så pointen må være, at vi får så godt et arbejdsmarked som muligt, og at vi sørger bedst muligt for de generationer, der skal tage over,« siger Peter Hermann.

»Man kan kalde det forsørgerbyrde, ældrebyrde, sundhedsbyrde eller noget helt andet, men det er i hvert fald en opgave. Og når man kigger på, hvem der skal tage hånd om det, er det jo faktisk dem, der er børn og unge nu, der på et tidspunkt bliver en del af den arbejdende befolkning, og som skal ud og sørge for, at der er nogle hænder til omsorg, og for at der bliver skabt nogle arbejdspladser, der kan sikre væksten i samfundet.«

Hvor meget handler det om din bundlinje?

»Jeg forstår godt, at jeg bliver mødt med spørgsmålet, men min bekymring går altså på noget større. Hvis vi har en kunde, der får oversvømmet sin kælder, vil vi hellere forebygge, og det tror jeg sådan set også, at kunderne hellere vil. Selv om de får et nyt sted at bo eller opbevare deres ting, er det super besværligt. I denne sag er forebyggelse så meget desto vigtigere, både for den enkelte unge og for os alle sammen,« siger Peter Hermann.

Peter Hermann spurgte mange gange sin datter, hvad hun var bange for ved at tage i skole, og hvad det værste, der kunne ske, var.

Noget klart svar fik han aldrig. Heller ikke i dag er datteren i stand til selv at pege på, hvor angsten kom fra.

Men den kom.

Snigende.

»Vi begyndte at se nogle ting og at tale med hende om det, men det gik for alvor op for os, at vi var nødt til at få hjælp efter en lang sommerferie, hvor det faktisk var gået rigtig fint. Vi havde haft det hyggeligt, og hun var begyndt at vise lidt overskud og være glad igen. Men efter to dage tilbage i skolen var vi 100 pct. tilbage ved, at hun havde det lige så forfærdeligt som før sommerferien. Da vidste vi, at vi var nødt til at række ud efter hjælp,« siger Peter Hermann.

Hjælpen bestod bl.a. i, at datteren mødte andre børn i samme situation og derigennem fik et nyt netværk.

Samtidig fik forældrene råd om så vidt muligt at forsøge at få datteren i skole hver dag, selv om det var svært. Jo længere tid væk fra skolen, desto sværere kan det nemlig vise sig at være at komme tilbage.

Og så skulle de aftale små og gradvist større sociale mål, som datteren skulle sætte sig, samt aftale små belønninger for at nå målet.

Igennem det hele forsøgte Peter Hermann og hans hustru at holde masken over for datteren og samtidig være der for hendes tre år yngre lillesøster.

»Hvis vi også havde sat os ned og grædt, var det jo helt sikkert gået helt galt. Så vi skulle hele tiden prøve at samle os selv op, min kone og jeg. Og vi havde en lang periode, hvor vi virkelig tænkte meget over, hvordan det hele påvirkede vores yngste datter. Så det var noget med at prøve at vise noget glæde og tro på, at det nok skulle gå,« siger han.

Og så var der det, som han selv skulle arbejde med.

Da hans datter senere blev konfirmeret, undskyldte han i sin tale til hende for, at han ikke havde været den bedste far for hende, da angsten ramte.

»Jeg skulle droppe min åndssvage tilgang med rationelle argumenter og forslag om løsninger. Det var ikke mig, der skulle finde løsningerne. Vi skulle hjælpe vores datter med at finde sin måde at håndtere problemerne på og med at finde sine egne løsninger,« siger Peter Hermann.

En del af problemet i dag er ifølge Peter Hermann, at børn og unge har brug for hjælp til at forventningsafstemme i en opvækst fuld af krav. Ikke mindst i folkeskolen, som igennem de senere år er blevet mere fokuseret på at teste og måle og veje eleverne end tidligere.

»Jeg prøver på ingen måde at bortforklare mit ansvar som far eller at tørre det af på skolen, men skolen har dem altså også et stykke tid. Jeg tror, at vi må til at tale om, hvordan man arbejder i skolerne. Hvad er det, man måler børnene på, og hvad er det, man giver karakterer for? Hvor er karakteren for at være et helt menneske, for at hjælpe andre eller for at være god til at give omsorg?« spørger Peter Hermann.

Han medgiver i samme nu, at han har et ambivalent forhold til karakterer.

»Jeg synes jo også, at karaktergivning har noget motiverende i sig, fordi man lærer, at man skal anstrenge sig, og fordi virkeligheden for de fleste i det danske samfund i dag er, at man bliver målt og vejet. Hvad enten det er i en uddannelsessituation eller på jobbet. Og hvis man ikke lærer at fungere med det, er det også en problemstilling. Så jeg kan godt se, at karaktererne har en pointe. Jeg ved bare ikke rigtig, om det gør nogen godt at blive gjort til et tal,« siger Peter Hermann.

Han er fuldt ud bevidst om, at han som arbejdsgiver bærer et ansvar for at puste til karakterræs og en jagt på 12-taller.

»Der har været en tendens til kun at se på karakterer og sortere oppefra og ned i en bunke med jobansøgninger, men jeg synes faktisk, at vi i Topdanmark er blevet meget bedre til ikke absolut kun at kigge på karaktererne. Vi ser også på, om det er en person, der hviler i sig selv, kan samarbejde og få tingene til at ske,« siger Peter Hermann, der er øverste chef for godt 2.000 ansatte.

Men hånden på hjertet, vil du hellere ansætte en, der har fået 4, men er en god kammerat, end den, der har fået 12?

»Altså, jeg skal jo ikke sige mig fri for, at vi også har valgt nogle fra til job, hvor det var vigtigt at være dygtig til en faglig disciplin, men vi bruger mere tid i vores rekruttering nu på at se på mennesket bag karaktererne,« siger Peter Hermann.

For at hjælpe sine egne unge ansatte godt ind på arbejdsmarkedet og undgå mistrivsel er Peter Hermann ved at etablere et unge-netværk i Topdanmark, hvor elever og andre unge i medarbejdergruppen mødes, og hvor han og andre ledere i Topdanmark taler med de unge for at finde ud af, hvad der rører sig blandt dem.

I tillæg til at vokse op med at blive målt og vejet i skolen fra en tidlig alder spiller sociale medier ifølge Peter Hermann også en afgørende rolle for, at børn og unge i dag oplever hele tiden at skulle leve op til mangeartede krav.

»Jeg ved godt, at man skal passe på med hele tiden at skyde på teknologien, for der er også meget godt at sige, men hele den udvikling med, at du hele tiden skal være på; kan se, om du er med til det sjove, som de andre laver, og bliver målt på dit tøj og dit udseende - det er anderledes end tidligere,« siger Peter Hermann.

Som med test og karakterer i skolen har han det dobbeltsidet med, at flere skoler nu forbyder mobiltelefoner i skoletiden. Børnene og de unge skal også lære at fungere med de sociale medier, pointerer han.

»De sociale medier går ikke væk. De skal nok blive ved med at være her, og er løsningen så at fjerne dem helt? Jeg ved det ikke, men det er sjældent, at et problem går væk, fordi man lukker øjnene for det,« siger Peter Hermann.

Opgaven er at lære de unge at navigere i de mange krav og forventningsafstemme, mener han.

»For hvad er det for nogle idealer, man stiller op for sig selv? Jagten på perfektion på alle måder er noget af det, der giver flere tilfælde med angst, depression og stress,« siger Peter Hermann.

Heller ikke her går han fri som arbejdsgiver:

»Hvis der var én ting, som jeg kunne ønske, at vi var endnu bedre til som virksomhed og som arbejdsgiver, så er det at forventningsafstemme med den enkelte,« siger han.

Er de unge i dag ikke bare mere pjevsede?

»Prøv at høre, det er simpelthen for letkøbt, hvis vi bare får det gjort til, at de unge ikke er gode nok. Der er noget andet på spil, og det bekymrer mig dybt. Som arbejdsgiver, som samfundsborger og som far.«