Dette spørgsmål stiller Google-direktør til alle jobsamtaler
Ifølge Sapna Chadha har de bedste medarbejdere fokus på at lære nye ting og dele ud af deres viden.
Hun har mere end 20 års erfaring som leder, har ansvar for tusindvis af ansatte og har siddet til utallige jobsamtaler og vurderet kandidater.
Sapna Chadha er topleder i søgegiganten Google og har ansvar for markederne i Sydøst- og Sydasien. Og ved hver eneste jobsamtale hun holder som arbejdsgiver, stiller hun i dag det samme spørgsmål:
»Hvad er det seneste, du har lært?«
Det fortæller hun til det amerikanske medie CNBC.
De bedste medarbejdere har ifølge hende nemlig et evigt fokus på at ville lære nye ting og udvikle sig, men også dele ud af den viden, de har.
»Det er en måde at spotte, hvad folk gør for rent faktisk at udvikle sig. Har de taget nogle initiativer af sig selv for at lære noget, der ligger uden for deres domæne? For jeg vil også gerne lære af dig,« siger Sapna Chadha, hvis formelle titel er vice president hos Google Asia Pasific, til CNBC.
Hun forklarer, at det handler om at finde medarbejdere, der både vil innovere og samarbejde, fordi de ikke er tilfredse med status quo. De skal have et vakst mindset, mener hun.
»Jeg har tendens til at kigge efter folk, som ikke kun er fokuseret på at avancere vertikalt, men som også tænker på at udvide deres horisont og deres evner, så de kan være endnu mere fleksible i fremtiden. Jeg tror på, at det er en kritisk evne at have i dag, hvor teknologien hele tiden udvikler sig,« siger Sapna Chadha, der foruden Google har gjort karriere hos American Express.
Derudover kigger Google-direktøren også efter folk, der er villige til at indrømme, når de har begået en fejl og fortælle, hvad de har lært af den.
Og så opfordrer hun alle til at sætte sig ind i kunstig intelligens – stort set uanset, hvilket job de har.
»Hvis du ikke bruger AI-løsninger, så er du allerede bagud,« siger hun blandt andet til CNBC.



