Snart kan du se din foreløbige ejendomsvurdering
Tirsdag kommer den foreløbige 2022-vurdering, som får betydning for boligskatten i 2024.
Fra tirsdag får landets boligejere adgang til et væsentligt tal.
Her løfter Vurderingsstyrelsen nemlig sløret for de foreløbige ejendomsvurderinger for 2022. Og de er afgørende for, hvad du i første omgang skal betale i boligskat i det kommende nye år.
Er du nysgerrig, skal du dog selv opsøge vurderingen på Vurderingsportalen.dk. Du får den nemlig ikke tilsendt direkte i den digitale postkasse, oplyser Vurderingsstyrelsen til Finans.
Det kan betegnes som Vurderingsstyrelsens foreløbig bedste bud på din ejerboligs værdi pr. 1. januar 2022. Og bid mærke i ordet foreløbig. Den gælder nemlig kun, indtil Vurderingsstyrelsen har udarbejdet en endelig vurdering for 2022.
Når den endelige vurdering en gang er klar, bliver boligskatten for 2024 genberegnet og efterreguleret. Således er det heller ikke muligt at klage over den foreløbige vurdering. Det forklarer Mira Lie Nielsen, boligøkonom hos Nykredit.
Ikke desto mindre er den værd at forholde sig til, mener hun.
Måske ikke mindst for de boligejere, der stadig ikke har fået deres 2020-vurdering, og som nu kan få et praj om, hvor landet ligger.
»Selvom det er en foreløbig vurdering, som på et tidspunkt bliver til en endelig vurdering, der kan vise sig at være anderledes, kan man godt med rimelighed antage, at de kommer til at ligge i nærheden af hinanden for mange boligers vedkommende. Og så er den jo altså grundlaget for vores skat næste år.«
En højere ejendomsvurdering er ikke lig med højere skat i 2024, betoner hun.
Den foreløbige vurdering afgør, om du har skattelettelser eller såkaldt skatterabat i vente, når vi overgår til nye boligskatteregler ved årsskiftet.
Hvad boligskatten lander på, kan du først se i forskudsopgørelsen i november. Men med den foreløbige vurdering og Skatteministeriets beregner i hånden, kan du regne dig frem til en idé.
Vurderingsstyrelsen har estimeret, at 4 ud af 5 boligejerne står til skattelettelser i 2024. De resterende ca. 20 pct. står til at få den omtalte skatterabat.
Boligøkonomen opfordrer til, at man bruger anledningen til at tale med sine naboer om de foreløbige vurderinger.
»Ser deres nogenlunde ligesådan ud? Kan I i nabolaget forstå forskellene? Giver det mening for dig selv, i forhold til hvad du mener, boligen var værd den 1. januar 2022?« siger hun.
Dermed kan man klæde sig mentalt på, til når der kommer en deklaration på den endelige 2022-vurdering.
»Så er du måske bedre forberedt, hvis der skal en klageproces i gang.«
At boligejerne i 2024 betaler boligskat baseret på en værdi, der potentielt kan ændre sig, betyder også, at man som boligejer har risiko for restskat i fremtiden, forklarer Mira Lie Nielsen i en skriftlig kommentar.
»Har man eksempelvis fået en for lav ejendomsvurdering og fået sig en pæn skattelettelse næste år, så vil der altså på et tidspunkt komme en regning, da der er en restskat, som skal betales.«
Hun forventer dog, at den endelige vurdering for de fleste kun vil betyde mindre reguleringer.
»Men vi kan ikke komme uden om, at hele denne overgang er så rodet at mange boligejere er ramt af usikkerhed og bange anelser for konsekvenserne for deres boligskat og ejendomsværdi.«

