Fortsæt til indhold

Lasse Viegand Hansen går personlig konkurs

Den tidligere direktør for Gram Equipment blev i 2021 dømt til at betale millioner til en kreditor. Nu er han havnet i store økonomiske problemer.

Den tidligere direktør for industrivirksomheden Gram Equipment er endt i økonomiske vanskeligheder. Arkivfoto : Michael Drost-Hansen
Erhverv

Det ser sort ud for den tidligere direktør for det danske industriikon Gram Equipment.

Siden august har Lasse Viegand Hansen, der blev fyret som direktør for industrivirksomheden i 2018, kæmpet for at redde sin økonomi.

Ifølge dokumenter, som Finans har fået aktindsigt i, anmodede han allerede i løbet af sommeren Retten i Helsingør om rekonstruktion, efter en af hans kreditorer havde indgivet en konkursbegæring mod ham.

Nu er han så gået personlig konkurs. Det viser oplysninger fra Statstidende.

Konkursen betyder, at alt, hvad den tidligere direktør ejer af værdi vil blive solgt. Det skal sikre midler til de kreditorer, der har penge til gode i forbindelse med konkursen.

Og i Lasse Viegand Hansens tilfælde er der ikke tale om småbeløb.

Ifølge de dokumenter, som Finans er i besiddelse af, skylder den tidligere Gram-dirketør omkring 3,3 mio. kr. væk. Samtidig lurer et kæmpe millionkrav, der risikerer at ramme hans økonomi endnu hårdere.

I forbindelse med salget af Gram, der flere gange i medierne er blevet beskrevet som en stor erhvervsskandale, er den tidligere direktør nemlig stævnet for 87,5 mio. euro. Det svarer til over 600 mio. danske kr.

»I tillæg til ovenstående anerkendte gæld, er skyldneren sagsøgt for et beløb på ca. EUR 87,5 mio. Skyldneren har i sagen påstået frifindelse. Der falder dom i sagen i 1. instans den 29. september 2023,« lyder det i dokumenterne.

Samtidig lurer en mulig skattegæld på 900.000 kr. og gæld til revisor på 250.000 kr.

Lasse Viegand Hansen blev fyret som direktør for industrivirksomheden i 2018. Arkivfoto : Michael Drost-Hansen

Hele Gram-retssagen er en kompliceret størrelse. Opgøret begyndte, da kapitalfonden FSN Capital i december 2017 offentliggjorde købet af Gram Equipment. Dengang var industriikonet ejet den svenske kapitalfond Procuritas og Lasse Viegand Hansen var direktør.

Selskabet vakte opsigt, fordi omsætningen i løbet af få år var firedoblet til omkring 800 mio. kr.

Efterfølgende måtte den nye ejer dog sluge et større underskud, og det fik kapitalfonden FSN Capital til at fyre Lasse Viegand Hansen, finansdirektør Jens Andresen og operationel direktør Robert Rennie. Siden har parterne ligget i strid mod hinanden, fordi FSN i forbindelse med købet føler sig ført bag lyset. Derfor har kapitalfonden stævnet både Procuritas og flere enkeltpersoner i Grams tidligere ledelse og bestyrelse.

Millionkravet mod Lasse Viegand Hansen på mere end 600 mio. kr. er blot én af stævningerne. Det viser påstandsdokumenter, som Finans er i besiddelse af.

Retssagen er blevet flyttet til begyndelsen af november. Her forventes den endelige dom.

Hverken den tidligere rekonstruktør eller kurator, der behandler konkursen, har ønsket at kommentere sagen. Heller ikke Lasse Viegand Hansen vil udtale sig om sagen.

Ifølge dokumenterne udspringer kreditorens konkursbegæring, at Lasse Viegand Hansen i juli 2021 blev dømt til at betale 4,4 mio. kr. til den pågældende kreditor.

Lasse Viegand Hansen har løbende afdraget en del af beløbet, men i forbindelse med konkursbegæringede krævede FSN Capital altså hele det resterende tilbagebetalt. Det har ikke været muligt. Derfor er Lasse Viegand Hansen nu erklæret personligt konkurs.

Gram Equipment har rødder tilbage til 1901 og blev stiftet af Hans Gram i Vojens.

Efterfølgende voksede selskabet til en global industrikoncern med forskellige divisioner inden for køle- og fryseteknologi.

Det er gennem sit selskab KG Bidco, at FSN Capital har sagsøgt både Procuritas og Grams tidligere ledelse.

Artiklens emner
Konkurser
Gram Equipment