I Sverige lukker padelklubber på stribe
Under og umiddelbart efter coronapandemien åbnede padelklubber i flæng, men nu må flere af dem dreje nøglen om.
Du kender sikkert en eller flere, der i løbet af de seneste år er blevet helt bidt af padel.
Også i Sverige har sporten udbredt sig med imponerende hastighed siden coronapandemien.
I 2019 havde Sverige 560 baner, året efter 1.600, og sidste år var der 4.200 svenske padelbaner at boltre sig på.
Men sportseventyret er på tilbagegang, fortæller Bloomberg.
Tusindvis af baner lukker pga. kombinationen af stor konkurrence fra det svimlende antal baner, høj inflation og dalende efterspørgsel. Det betyder, at padelcentre må lukke og i stedet omformes til varehuse, lagre og lavprissupermarkeder.
Mere end 90 svenske virksomheder relateret til padel er gået konkurs i år, skriver mediet baseret på data fra Creditsafe.
»Så mange ting gik galt. Sverige gik hurtigt fra at have 300 padelbaner til 3.500. Det var uholdbart,« siger padelspiller Andreas Ehrnvall, der selv har ejet en padelklub i byen Uppsala, til Bloomberg.
Byen gik fra 14 til 100 baner på et enkelt år, til trods for, at der i byen kun er 200.000 indbyggere og et marked for 20 baner, fortæller han.
Sidste måned gik Europas største padelvirksomhed, Pdl Group, der har baner i det meste af Norden, konkurs.
Pdl Group er svensk og havde 8.000 baner, 57 padelcentre og yderligere 49 på vej. Selskabet har en gæld på 52 mio. danske kr.
Også i Danmark er antallet af baner steget eksplosivt på få år.
I 2019 var der omkring 100 padelbaner på dansk jord. I august 2023 var det tal steget til hele 1.250. Det viser tal fra Dansk Padel Forbund.



