Fortsæt til indhold

Europas største padelvirksomhed går konkurs

Efter vild fremgang har det svenske selskab Pdl Group kastet håndklædet i ringen.

Også i Danmark er padel centre den seneste tid skudt op overalt. Arkivfoto
Erhverv

Verden over er den hurtigtvoksende sport padel tennis vokset vildt.

De populære baner er poppet op som perler på en snor, og flere velhavere har løbende kastet penge efter sporten. Alene herhjemme er der ifølge Dansk Padel Forbund over 1.200 baner, som danskerne kan boltre sig på.

Nu ser det imidlertid ud til, at sporten lider et stort knæk.

Europas største padelvirksomhed, Pdl Group, der har baner i det meste af Norden er gået konkurs og har drejet nøglen om. Ifølge det norske medie Dagens Næringsliv er det ledelsen selv, der har indgivet konkursbegæringen, fordi det ikke har været muligt at skaffe indtjening nok til at dække selskabets omkostninger.

»Det er ganske enkelt. Driften har ikke været god nok til, at den kan dække kædens omkostninger. Jeg tror, at det har lidt et knæk siden coronapandemien, og det ser ikke ud til, at det er lykkedes at vende det igen,« siger Erling Høyte, der står for konkursbehandlingen, til Dagens Næringsliv.

Han vurderer, at selskabet har en gæld, der svarer til 52 mio. danske kr.

Svenske Pdl Group blev etableret i 2020 og er ifølge selskabets hjemmeside tilstede i seks lande. Det har over 8.000 baner, 57 padel centre og yderligere 49 centre på vej.

Også herhjemme har Pdl Group ejet flere padel centre. Af hjemmesiden fremgår det, at selskabet er tilstede i både Horsens og Odense. De to centre oplyser dog til Finans, at de ikke længere er ejet af Pdl Group. Begge steder er centrene købt tilbage i henholdsvis slutningen af 2022 og starten af 2023, og derfor er de heller ikke berørt af konkursen.

Blandt de største padel-aktører herhjemme er bl.a. Padel Club Denmark, der er grundlagt af de tidligere håndboldstjerner Lars Krogh Jeppesen, Anders Oechsler og Søren Stoklund.

De tre kendte sportsstjerner er blandt dem, der har plastret danmarkskortet til med de populære padel tennis-baner de seneste år. I 2021 blev selskabet opkøbt af den svenske kapitalfond Triton.

»Sverige har været hårdt ramt. Det er simpelthen gået for stærkt. Det har også været eksplosivt i Danmark, og der er åbnet enormt mange centre. Min vurdering er, at man skal tænke sig om, hvis man vil åbne padel centre eller - kæder. Vi er nødt til at lære af Sverige, så det ikke også går galt herhjemme,« siger Daniel Hallas, der landechef for We Are Padel Denmark.

Kæden har 14 centre fordelt i landet. For nyligt har det sagt farvel til afdelinger i Munkebo, Viborg, Brande, Sønderborg og Thisted. Alle er enten lukket ned eller solgt videre.

»Vi oplever fortsat en lille fremgang i antallet af nye brugere. Vi er meget fortrøstningsfulde og har stadig booket ud i fremtiden i de populære tidsrum, men det er ingen hemmelighed, at det er dyrt at åbne nyt,« siger Daniel Hallas.

Er der det antal padel centre i Danmark, der kan være for nu, og så må I etablerede aktører konkurrere om kunderne?

»Det kunne jeg godt forestille mig. Vi har ikke nået toppen endnu, men det tempo, der har været herhjemme med både større aktører og mindre private, kan ikke fortsætte. Vi kan ikke blive ved at åbne i mindre byer rundt om i Danmark og forvente, at man kan lave en god forretning. Markedet bliver mættet på et tidspunkt,« siger landechefen, der afviser, at kæden vil lukke flere afdelinger fremover.

Også Jens Poulsen, der står i spidsen for modevirksomheden DK Company, tidligere fodboldspiller Thomas Graversen, Gubi-arving Jakob G. Olsen og Cult-stifter Brian Sørensen har kastet penge efter padel tennis.

For år tilbage slog Jens Poulsen dørene op til Padelworld i Ikast. Selskabet har netop åbnet sin anden afdeling i Herning.

Modsat Daniel Hallas forventer den danske erhvervsprofil, at padel tennis også vil vokse fremover.

Han mener, at den hurtigtvoksende sport i øjeblikket bevæger sig ind i en ny fase, hvor det ikke kun er gamle lagerhaller, der danner grundlag for padelbaner. Selv har Padelworld investeret 35 mio. kr. pr. center og fokuseret på at bygge det specielt til formålet med højt til loftet, air condition, sauna og meget andet.

»Det er den nye udgave. Den er noget meget investeringstung, men kunderne søger mod sådan nogle som os, og vi har ikke problemer med at få bookinger. Personligt tror jeg, at der vil gå to-tre år, før markedet er mættet. Vi er slet ikke toppet endnu. Der er massere af nye brugere, der får øjnene op for padel tennis,« siger Jens Poulsen.

Han understreger samtidig, at Sveriges økonomi er hårdt ramt af bl.a. svækkelse af den svenske krone, inflation, stigende renter og høj gæld, hvilket er med til at presse branchen.

Det er ifølge Dagens Næringsliv uvist, om det lykkedes at finde en køber til det konkursramte Pdl Group.

Ifølge kuratoren er man dog ved at undersøge markedet og afdække mulighederne for at drive dele eller hele konceptet videre.

Artiklens emner
Konkurser
Padel