Fortsæt til indhold

Coop skifter formand i dagligvarekoncernen

Jeff Gravenhorst, der tidligere var topchef i ISS, rykker op i bestyrelsen for Coop Danmark med over 1.000 dagligvarebutikker.

Jeff Gravenhorst er på vej til posten som formand for Coop Danmark. Foto: Stine Bidstrup
Erhverv

Den tidligere ISS-chef Jeff Gravenhorst rykker et trin op i dagligvareselskabet Coop Danmarks bestyrelse og overtager formandsposten. Skftet sker som led i en rokade, da den nuværende formand Lasse Bolander trækker sig i 2024.

Det bekræfter koncernen onsdag formiddag. Det efter at mediet Børsen tidligere på dagen skrev - baseret på anonyme kilder i Coop, at Jeff Gravenhorst bliver formand for driftsselskabet Coop Danmark med over 1.000 dagligvarebutikker.

Jeff Gravenhorst har siden 2022 været næstformand i det selskab.

Lasse Bolander har i 15 år haft formandsposten for både andelskoncernen Coop og Coop Dammark. Som led i, at han trækker sig, når den nuværende valgperiode udløber i foråret 2024, er det besluttet at dele posten i to. Inditl da fortsætter Lasse Bolander som næstformand for Coop Danmark, mens Jeff Gravenhorst sætter sig for bordenden i den bestyrelse.

Lasse Bolander udtaler, at han er glad for, at næstformanden påtager sig posten.

»Gennem det seneste halvandet år har han i bestyrelsen vist stor forståelse for, de udfordringer, vi har, og har været med til at vedtage strategien "Fremtidens Coop". I en lang karriere har han dokumenteret gode forretningsmæssige resultater, og han har særlig erfaring fra andre store virksomheder med fokus på service og medarbejdere,« udtaler Lasse Bolander i en pressemedddelse.

Sidst i april meddelte andelskoncernen Coop, der ejes af 1,9 mio. forbrugere, at den har ændret af vedtægterne og gennemført en tilpasning. Det betyder bl.a., at både formand og bestyrelsesmedlemmer kun kan vælges fire gange i træk til valgperioder på tre år.

Der har i den seneste periode været stort fokus på Coop, der står bag dagligvarekæder som Kvickly, Superbrugsen, Daglibrugsen samt Coop365. Dagligvareselskabet kom ud af 2022 med et historisk stort underskud, og der arbejdes med at tilpasse samt forenkle koncernen, bl.a. ved at skære ned i antallet af kæder, hvilket i den sammenhæng betyder lukningen af Danmarks ældste varehuskæde Irma.

Den nuværende formand for Coop, Lasse Bolander, har haft posten i 15 år og skulle have været på valg igen i foråret 2024, når den nuværende valgperiode udløber.

Han meddelte dog i april og inden vedtægstændringen, at han ikke genopstiller, når der i april 2024 atter er valg i Coop.

Lasse Bolander, formand i Coop. Foto: Stine Bidstrup.

Bestyrelsen i Coop Amba meddelte ved samme lejlighed, som led i arbejdet med ”god selskabsledelse”, at formanden ikke længere også skal have samme post i dagligvarevirksomheden Coop Danmark.

Hidtil har Lasse Bolander været formand for både Coop Amba og beklædt samme post i datterselskaberne, Coop Danmark, Coop Bank og Coop Invest. Det ændres nu.

Bestyrelsen meddelte da, at den som ejer i efteråret ville udpege en ny, ekstern formand til dagligvareselskabet, mens Lasse Bolander forbliver i bestyrelsen for Coop Danmark indtil valgperioden udløber.

Det betyder altså nu, at Jeff Gravenhorst overtager posten som formand for Coop Danmark. På samme tid arbejdes i andelskoncernen med at processen om en ny formand for andelskoncernen fra foråret.

Om den nye rolle i driftsselskabet bag Coops butikker udtaler Jeff Gravenhorst:

»Coop er i gang med en stor transformation med strategien "Fremtidens Coop". Vi skal skabe en mere lønsom forretning, enklere og med lavere omkostning.«

Artiklens emner
Detailbranchen
Coop Danmark