»Vågn op, Aarhus!« FN-chef advarer mod naiv tilgang til kriminelle på Aarhus Havn

WIEN - Bo Mathiasen sidder med knæene tættere sammen end fødderne og en mild mine.

Som næstkommanderende i UNODC, FN’s agentur for narkotikabekæmpelse, skal man være en dygtig bureaukrat, siger han.

»Det er langt fra James Bond, men det er sådan, man får ting til at ske.«

Han er chef for Operations og dermed for samtlige af agenturets folk i marken i brændpunkter som Ukraine, Afghanistan og Haiti, og i 14 år var han selv udsendt til først Brasilien og så Colombia.

Accenten afslører ikke længere, at han er fra Aarhus, hvor han voksede op på Fuglesangs Allé i Pipkvarteret. Det har chokeret ham, at der arbejder 30 rockere og rockerrelaterede på Mærsks store containerhavn i hjembyen:

»Man prøver at nedtone problemet lidt og håber, at det nok ikke er så slemt. Det dur ikke. Politiet må aktivt afdække, hvad rockerne laver på havnen. Hvorfor er der så mange Hells Angels-ansatte? Tit er det sådan i politiet, at der skal være noget at gå efter, før man sætter en undersøgelse i gang, og måske har man aldrig rigtig haft en begrundet mistanke, og derfor har man aldrig rigtig prøvet at kigge det her efter i sømmene. Det er naivt. Man er nødt til at angribe det an på en helt anden og mere seriøs måde.«

Ellers risikerer man en udvikling, som løber løbsk og i værste fald kan ende i mord og bandekrig, advarer FN-chefen:

»Når den organiserede kriminalitet slår rod, er den svær at fjerne. Belgien og Holland har nu mord på journalister og vidner og bandekrige i containerhavnene. Det havde ingen forestillet sig for 10 år siden. Det er jo lande, som har stærke og solide strukturer i forhold til rets- og toldvæsen og politi, og alligevel er det sket. Og se, hvad der sker i Sverige også. De har den højeste mordrate i Europa nu. Meget af det er narko. Vil man have svenske tilstande? Så skal man endelig have en motorcykelbande til at styre sin havn.«

Truslen er stadig ret usynlig i Aarhus, men det passer ifølge Mathiasen de kriminelle godt.

»Det er typisk dansk, at man ikke ser et problem, før det kommer meget tæt på, og at man er afvisende over for, hvor alvorligt det måske er. Det kan de organiserede kriminelle spille med på ved ikke at være for ekstreme i deres fremtoning og vold.«

Han griber i luften med næverne, som hvis han ruskede en bevidstløs: »Vågn op, Aarhus!«

Cockpittet kalder han underfundigt sit rumlige kontor på 15. sal i FN-byen i Wien, fordi narkokrigens slagmarker føles meget langt væk. Her er sirligt stablede papirbunker og brasiliansk kunst på væggen. Med den summende aircondition lyder her også ligesom i et fly.

Mathiasens dage går med møder, papirarbejde og ture til agenturets feltkontorer. Det hele er meget abstrakt. Sådan må det være, men han kan lide, når det bliver konkret. I 2017 besøgte han en morder i et fængsel i Bucaramanga i Colombia for selv at se fjenden i øjnene.

Manden var ved at skære et stort, flot skib ud med en dolk og et stemmejern.

»Jeg gik over til ham,« husker Mathiasen.

»Hans job havde været at slå folk ihjel, som ikke ville, som kartellet ville, når de skibede narko ud fra byen Turbo på Colombias nordkyst. Dommere, politi og inspektører af deres skibslaster. Folk som mig. Han ville gerne fortsætte med at arbejde med træ, når han kom ud, sagde han, og hjem til sin fødeby i det indre Antioquia. Og pludselig går det op for mig, at jeg står og snakker med en morder, som har nogle skarpe genstande i hånden. Han kunne slå mig ihjel. Men han virkede så almindelig.«

Mathiasen har ofte mødt smuglere og voldsmænd og tænkt, at de ligner almindelige mennesker. Også narkomaner har han opsøgt, mellem kanyler og ekskrementer på havnen i Santos. Det behøver man ikke på hans ledelsesniveau. Men han synes, det hører med til at forstå de sammenfiltrede problemer med misbrug og mafiamagt.

»Ellers bliver det bare sådan noget, man sidder og læser i en bog.«

Hvem er fjenden?

»Fjenden ligner en som mig. En, der går i jakkesæt, har en pæn skjorte på og bor i et stort hus. En, som lever et tilsyneladende pænt liv og har en respekteret status i samfundet. Dem, som i virkeligheden trækker i trådene i den globale kokainhandel, er typisk på lang afstand af problemerne. De har forstået at organisere sig, så alle de folk, som smugler og dræber, nemt kan skiftes ud.«

Tit er det regeringsfolk og forretningsfolk. I Latinamerika indså man allerede, da den mexicanske stjernejournalist Anabel Hernández udgav bogen Los señores del narco i 2014, at de sande bagmænd ofte er mennesker uden blod på hænderne og med politisk magt.

Allerøverst står ikke de kendte kartelbosser som Joaquin »El Chapo« Gúzman, siger FN-chefen.

Præsidenter – fra Panamas Manuel Noriega til Honduras’ Juan Orlando Hernandez – er blevet sat i forbindelse med kokainsmugling.

I Venezuela er flyene med kokain lettet fra Hangar 1, præsidentens egen landingsbane.

Også i Europa muliggør politiske og økonomiske eliter ifølge Mathiasen kokainsmuglingen, selvom det er de almindelige, voldelige gangstere som hollandsk-marokkanske Ridouan Taghi, vi typisk hører om.

Efterretningstjenesterne kender formentlig jakkesætbagmændenes navne, siger Mathiasen.

»Men generelt er vi i Europa ikke godt nok rustet til at bekæmpe bagmændene fra dette nye lag.«

Man burde kortlægge dem med den samme systematik, som man optrevler terroristernes netværk med, tilføjer han.

»Europa er først ved at vågne. Det er en ny dag i Europa. Europa har åbnet sig op for kokain. Europa er blevet centrum for den globale kokainhandel via containertrafikken. Den organiserede kriminalitet er i stand til at infiltrere vores havnesystemer, toldvæsener og dommere og anklagemyndigheder – også i Nordeuropa. Den er så velfinansieret, at den kan købe sig hele vejen igennem systemet. Det er en meget hårdere form for kriminalitet, vi er oppe imod i dag, end vi har været vant til. Man skal satme passe på, at Hells Angels ikke vokser sig stærk i stilhed på Aarhus havn. Volden rammer nemlig først den dag, andre grupper vil overtage Hells Angels’ position.«

Bare det at have dem på havnen er med til at undergrave retssikkerheden og skabe et korrupt miljø, mener han, »fordi korruption er en del af den måde, det hele fungerer på.«

Bestikkelse er typisk det første, de kriminelle prøver. Mange kan fristes til at lade en container køre igennem for 100.000 kr., siger han.

»Kokainsmuglere slår folk ihjel i Europa. De truer folk på livet. Truer deres børn, deres forældre. Så det går ikke at være blødsøden.«

Konkret foreslår han, at man overflytter rockere og rockerrelaterede til mindre sårbare funktioner væk havnens særligt sikrede område. Selvom de ikke er dømt for noget, insisterer han.

Og selvom havnearbejdernes formand til Finans har forklaret, at det slet ikke er muligt for dem at smugle, fordi de ingen mulighed har »for at åbne kasserne«, som han kalder containerne, og desuden er videoovervågede.

Mathiasen fejer det af.

»Sandheden er jo den, at i det øjeblik, man har organiseret kriminalitet inden for den kritiske infrastrukturs rammer, så er man yderst sårbar. Så kan man jo have containere, som kommer ind, som bliver taget fra og bliver sendt videre i et eller andet distributionsnet.«

Ingen af dem har – så vidt vides – brugt deres position på havnen til at begå forbrydelser. Ved du, at det sker, eller spekulerer du bare?

»Der er nok ingen, der er i tvivl om, at disse motorcykelbander er involverede i narkohandel. Har du behov for beviser på, at det er en dårlig idé at have en kriminalitetsgruppe på en havn?« spørger Bo Mathiasen retorisk.

Han taler med selvfølgelighedens ro. Virkelighedens kamp mod narko vindes med efterretninger, forebyggelse, med lange seje træk.

Der sidder hele etager af folk under ham her i hovedkvarteret, som yder vigtige bidrag, som er nemme at overse.

På en af etagerne leder belgiske Bob Van den Berghe agenturets prestigeprojekt, kaldet Container Control Program, hvor kongstanken er, at havnenes sikkerhedsfolk skal cirkuleres.

»Gør man en stor narkofangst, skal man flyttes videre, før smuglerne hævner sig,« siger han.

Irske Conor Crean fremviser laboratoriets tykke kemiske manualer over forbudte stoffer: Nogen skal skrive dem, nogen skal opdatere dem. Og køleskabsrækkernes orange pipetter med små narkotikaprøver:

»Skal skurkene dømmes, skal de ikke kun fanges; deres stoffer skal også kunne klassificeres præcist.«

Han griber en håndholdt field detector med indbygget laserscanner. Sådan en bruger toldere og betjente til at anslå, om et hvidt pulver er kokain. Den koster 20.000 dollars. Man skal på kursus i at bruge den.

Kampen er møjsom, og det har den altid været.

Det indså Mathiasen i 1992, fortæller han.

Han var i tyverne og var sendt til Brasilien af FN for at være med til at fordele nogle midler til landets politistyrke. Han rejste med dem i fly over junglen langs grænserne til Bolivia og Peru, hvor kokainen produceres.

De landede ved sådan nogle små grænsestationer.

»Selv ville politiet langs grænserne gerne have nye patruljevogne. Men det slog mig, at med de ressourcer, de havde, var det jo stort set umuligt at holde noget som helst inde eller ude. Jeg fik igennem, at vi skulle holde os til nogle meget lavpraktiske ting, som bedre radiosystemer, fordi det passede bedre til deres virkelighed.«

”

Ikke mindst fordi narkotikabekæmpelse er så omstændeligt, er det vigtigt at forebygge havneinfiltrationer, siger Mathiasen.

»Rockerne er måske netop på Aarhus havn, fordi folk ikke regner med, at der kan ske noget alvorligt i Aarhus? Det er sådan, disse folk arbejder rundt i havnene: Lige så stille og uden for meget ballade går de ind et sted, mens alle går rundt og er glade og tilfredse.«

»Danske kokainforbrugere er skyld i sorg og elendighed og ekstrem vold og forfærdelige vilde ting i de lande, kokainen kommer fra,« tilføjer han. »De tænker måske, de bare skal have det sjovt den aften. Men de er med til at finansiere bandekrig og vold.«

Østjyllands Politi har ingen kommentarer til denne artikel, men henviser til National enhed for Særlig Kriminalitet (NSK). NSK har heller ingen kommentarer, men henviser til, at enheden efter Finans’ afsløringer er gået i dialog med relevante myndigheder om tiltag, der kan imødegå organiserede kriminelles udnyttelse af danske havne. Danmark er transitland for indsmugling af store mængder narko til de nordiske lande, også via vores havne, lød det i den forbindelse fra NSK.

Det er ikke lykkedes at få en kommentar fra Hells Angels.