Fortsæt til indhold

Cepos afskediger topchef Martin Ågerup

Martin Ågerup stopper som direktør i tænketanken Cepos. Jes Brinchmann Christensen tager over.

Martin Ågerup stopper direktør i den liberale tænketank Cepos. Foto: Finans.
Erhverv

Cepos’ bestyrelse har fredag besluttet at afskedige tænketankens direktør Martin Ågerup.

Det bekræfter Martin Ågerup på det sociale medie X.

»Cepos bestyrelse har i dag afskediget mig. Det skete i mindelighed: Bestyrelsen ønsker at se, hvad en ny direktør kan udrette med Cepos. Det er fair nok. Jeg fik 19 år i mit drømmejob, hvilket jeg er dybt taknemmelig over. Stor tak til alle, især mine fantastiske medarbejdere,« lyder det fra Martin Ågerup.

Den 57-årige Martin Ågerup er en af stifterne af tænketanken, der blev grundlagt i 2004, men fratræder altså nu stillingen 1. november, hvor en ny direktør tager over.

Cepos skriver selv i en pressemeddelelse, at bestyrelsen i tænketanken har udnævnt Jes Brinchmann Christensen som ny direktør.

Han kommer fra en stilling som vicedirektør i Dansk Erhverv og har tidligere været særlig rådgiver for forhenværende erhvervsminister Brian Mikkelsen.

»Cepos er en central aktør, når der skal tænkes i nye politiske løsninger og frembringes viden. Jeg ser flere muligheder, der kan bidrage til at nå endnu bredere ud, og glæder mig meget til at tage fat i den videre udvikling af arbejdet med at udvikle vores samfund positivt med resten af organisationen,« lyder det fra den nytiltrådte direktør i meddelelsen.

Ifølge bestyrelsesformand Per W. Hallgren er tiden kommet til at Cepos’ virke skal udvikles og styrkes i den generelle politiske debat og i de bagvedliggende analyser, undersøgelser og forskning.

»Til at lede den indsats er valget faldet på Jes som ny direktør.«

Han påpeger, at Jes Brinchmann Christensen kommer med en ”stærk ledelsesbaggrund både fra dansk erhvervsliv og centraladministrationen”.

Artiklens emner
Cepos
Dansk Erhverv