Fortsæt til indhold

Stjæler for millioner på en nat: Bølge af GPS-tyverier skyller ind over danske landmænd

De stjålne GPS’er er i høj kurs på det sorte marked. Ikke mindst i Rusland, hvor teknologiske sanktioner fra Vesten har ramt de russiske landmænd.

Erhverv

På overvågningsbillederne bevæger to silhuetter sig roligt rundt i den mørke maskinhal. Lyskeglerne fra deres lommelygter strejfer om i hallen, indtil de stopper ved en traktor.

Optagelsen er fra den 5. maj 2021, da Skamstrup Maskinstation uden for Varde for første gang fik besøg af to indbrudstyve, som stak afsted med GPS-udstyr for omkring 1,2 mio. kr. Hver enkelt GPS koster nemlig op mod 200.000 kr. - ud over den ravage, tyvene ellers laver på traktoren og bygningen under tyveriet.

Videoen indgår nu i politiets efterforskning af en større international sag, hvor maskinstationer og landmænd fra syv europæiske lande har fået stjålet GPS-modtagere. Og som blandt andet har ført til, at intet mindre end 278 af de dyrebare GPS’er i maj 2022 blev beslaglagt i en kælder i Litauen.

To litauiske brødre er sigtet i sagen, men ransagningen har ikke været nok til at stoppe den bølge af GPS-tyverier, der de seneste år er skyllet ind over landbrugssektoren.

»Det er pisseirriterende, at man ikke kan have tingene i fred. De er kolde i røven, og jo mere bøvlet det er for dem at komme ind og stjæle enhederne, jo mere smadrer de både på bygningen og traktoren. Det er rent slaraffenland for de kriminelle,« siger Torben Kamp, der ejer og driver Skamstrup Maskinstation ved Varde.

Ud over indbruddet i 2021 blev han igen bestjålet i foråret 2023.

»De stjal for godt en million kroner, og det er virkelig åndssvagt. De tager ikke anlæggene hele, så det er meget dyrere for mig at erstatte dem, end de kan sælge det for. Nu må det fanme snart få en ende,« siger han.

Sammen med en række andre landmænd, Finans har været i kontakt med, fortæller han, at tyverierne reelt truer landmændenes evne til at arbejde. Særligt hvis tyveriet sker omkring høstsæsonen.

Især større landbrug er nemlig afhængige af det avancerede grej til at køre præcist og eksempelvis undgå at bruge for meget gylle og/eller sprøjtemidler.

»Efter sådan et tyveri er det fuldstændig som at gå på krykker,« siger Torben Kamp.

Forsikringsselskabet Topdanmark ønsker ikke at oplyse, hvor mange forsikringssager med GPS’er, de har om året, og hos politiet har man ikke noget nationalt overblik over antallet af stjålne GPS’er.

Ikke desto mindre oplyser Topdanmark, at selskabet de seneste fire år har oplevet en firedobling i antallet af sager, samt at nogle af forsikringssagerne løber op i tocifrede millionbeløb.

»Jeg kan også sige, at det er en betydelig del af de landmænd, der har den her slags avancerede systemer, som udsættes for tyveri,« siger Preben Rasmussen, der er landbrugschef i Topdanmark.

»Vi opfordrer folk til, at landmændene skal låse udstyret inde, men vi ser også tit, at tyveriet bare bliver eskaleret, og at alvorligheden stiger. For eksempel har vi flere gange set, at ladevæggen skæres op, fordi bygningen er aflåst.«

Det tyder ifølge ham på, at GPS’erne er så attraktive på det sorte marked, at det er svært at undgå, at de bliver stjålet.

»Ultimativt kan det betyde, at vi stopper med at forsikre dem. Der er vi dog ikke endnu.«

Torben Kamp har fået stjålet GPS-udstyr for millioner fra sine traktorer. Foto: Joachim Ladefoged

I Syd- og Sønderjyllands Politi findes en særlig afdeling, der overvåger kriminalitet begået af udlændinge i hele Danmark.

Her fortæller specialkonsulent Lars Haugaard, at problemet med GPS-tyverierne er blevet så stort, at politimyndigheder i store dele af Europa nu arbejder sammen om at komme problemet til livs.

Mistanken retter sig mod helt specifikke kriminelle grupperinger.

»Vi undersøger sammen med Europol og andre lande, om der er forbindelser til kendte kriminelle netværk i Østeuropa, som for eksempel Thieves in law (organiseret russisk kriminalitet, red.), andre russiske grupperinger eller lignende,« siger Lars Haugaard.

»Vi forventer desuden, at sanktionerne mod Rusland på baggrund af krigen vil føre til øget efterspørgsel på både landbrugs-GPS’er, samt traktorer og øvrige landbrugsmaskiner og dele hertil, da man for en stor dels vedkommende ikke vil kunne importere reservedele lovligt.«

GPS-udstyret kan kun modtage satellitsignaler, så derfor kan de ikke spores, selvom enheden er i kontakt med en satellit i det øjeblik, den tændes.

Alligevel er det i sagen fra Skamstrup Maskinstation fra 2021 lykkedes at få et gennembrud, for i en kælder i Litauens næststørste by, Kaunas, har det lokale politi fundet 278 stjålne GPS-enheder.

En af stregkoderne matchede det udstyr, Torben Kamp mistede i Varde, og yderligere otte stregkoder matchede andet udstyr stjålet i Danmark.

Langt det meste udstyr i kælderen kunne dog ikke tilbageføres til specifikke tyverier, så det kan ikke udelukkes, at en større del af udstyret var dansk.

To unge litauiske brødre er efter ransagningen sigtet i sagen, oplyser Syd- og Sønderjyllands Politi. Den litauiske anklagemyndighed oplyser, at efterforskningen fortsat er i gang, men at de to brødre er sigtet for tyveri, falskneri, for at have ødelagt privat ejendom samt for hæleri.

Finans har opsøgt brødrene i Litauen sammen med det litauiske medie 15min.it. Da der hverken er rejst tiltale eller faldet dom, har Finans dog valgt ikke at bringe deres navne.

Det viser sig, at den kælder, hvor GPS-udstyret blev fundet, tilhører brødrenes forældre. Forældrene bor i en villa i udkanten af Kaunas, og hverken de eller naboerne vil udtale sig.

Den ene sigtede driver et autoværksted i Kaunas, og da Finans og 15min.it opsøgte ham, afviste han blankt myndighedernes mistanker:

»Vi er ikke tyveknægte. Vi er forretningsmænd.«

I en efterfølgende telefonsamtale har han truet med retssag, hvis Finans og 15min.it bringer historien.

»De oplysninger, det danske og litauiske politi har givet jer, er forkerte.«

Det er ikke lykkedes at få en kommentar fra den anden bror, der bor uden for Kaunas i en nybygget villa omkranset af hegn og en schæferhund, der vogter ejendommen.

Hjemme i Danmark er Torben Kamp glad for, at politiet tilsyneladende har fået et gennembrud i sagen. Han er dog stærkt frustreret over, at tyverierne fortsætter.

»Politiet mødte talstærkt op herude og gik professionelt til værks med hunde, og det store møllehjul sættes virkelig i gang. Men det er deprimerende, at der så ikke sker noget derfra. Jeg ville virkelig ønske, der kom noget action på det her,« siger Torben Kamp, der nu samlet har fået stjålet og ødelagt udstyr for 2,2 mio. kr.

Artiklens emner
Topdanmark
Sønderjyllands Politi