Fortsæt til indhold

Analytiker kalder SAS-redningsaktion »en halv triumf«

En stor del af de penge, som SAS har hentet fra sine nye ejere, er i form af konvertibel gæld - og det får Sydbanks aktieanalysechef Jacob Pedersen til at kalde tirsdagens kapitalindsprøjtning »en halv triumf«.

Jacob Pedersen er aktieanalysechef i Sydbank og har i årevis fulgt SAS tæt. Foto: Sydbank
Erhverv

Efter adskillige års krise har SAS formået at rejse penge til at holde sine fly på vingerne, efter et konsortium bestående af Castlelake, Air France-KLM og Lind Invest har skudt 12,9 mia. svenske kroner ind i selskabet.

Men selvom det virker til at være en stor sejr for SAS, som nu kan se en vej ud af konkursbeskyttelse, står luftfartsselskabet stadig over for mange udfordringer, vurderer Jacob Pedersen, der er aktieanalysechef i Sydbank.

»Man må sige, at det er en halv triumf for SAS. For det bærer selskabet igennem konkursbeskyttelsen, det er jeg ikke i tvivl om, og så giver det kommercielle muligheder. Men man er bare ikke i mål,« fortæller han.

Han bemærker, at en stor del af det beløb, som SAS har hentet ind fra de nye ejere, er i form af konvertibel gæld. Flyselskabet har rejst »blot« 5,2 mia. svenske kroner i aktiekapital. Håbet var ellers, at SAS ville være i stand til at hente i alt 9,5 mia. svenske kroner via udstedelsen af aktier.

På den måde havde man ifølge Jacob Pedersen kunne sænke gælden og stå et bedre sted. Med det beløb, der er blevet hentet ind i aktiekapital, har der været tale om lige akkurat nok til at dække det store minus på egenkapitalen, som inden redningen lød på -4,9 mia. svenske kroner.

»Nu får man 5,2 mia. svenske kroner ind, mens resten er gæld, og det må jeg sige, at jeg ikke er superimponeret over. Og det viser lidt om, hvor svært det har været at komme i mål,« nævner Jacob Pedersen.

Godt nok er der ifølge analytikeren tale om konvertibel gæld, som kort sagt betyder, at investorerne har mulighed for at øge deres ejerskab i SAS i fremtiden, men der er fortsat tale om udeståender, der tynger selskabet.

»Man har ikke fået den kapital fra aktieudstedelser, som SAS havde håbet ville være nok til at smide gælden væk - og i stedet er man nødt til at flyve videre med langt mere gæld, end man regnede med,« siger han.

Artiklens emner
Luftfartsbranchen
SAS