Jyske brødre tjener 58 mio. kr. på at flytte containere
To jyske brødre har det seneste år flyttet containere, der kan nå fra Skagen til Randers, hvis de stilles på en lang række. Det har resulteret i et overskud på 58 mio. kr.
Handelsselskabet Tomex har det seneste år præsteret rekorder på både top- og bundlinje.
Omsætningen er løftet til 2,7 mia. kr., og overskuddet er vokset til 58 mio. kr. Det viser selskabets årsregnskab for 2022/23, som netop er offentliggjort.
Tomex har hovedkontor i Aalborg og ejes og ledes af brødrene Tom og Bo Andersen. Tom Andersen, der er adm. direktør, etablerede Tomex i 1988, og siden har selskabet haft overskud hvert eneste år, men det seneste års bundlinje er den største nogensinde.
Selskabet køber og sælger fødevarer på kryds og tværs af kloden og har de seneste år opereret i særdeles volatile markeder. Priserne er hamret op og ned under coronakrisen og efter udbruddet af krigen i Ukraine. Samtidig har der været store udfordringer i logistikkæderne, som i perioder har været præget af kapacitetsmangel og ekstremt høje priser.
»Det seneste år har vi især haft vækst i Afrika, hvor vi har øget omsætningen med omkring 50 pct. Vi er nu aktive i 12 afrikanske lande, og kontinentet har det seneste år tegnet sig for 9 pct. af vores samlede salg,« fortæller Bo Andersen.
Den vigtigste verdensdel for Tomex er fortsat Asien, som tegner sig for omkring 43 pct. af salget, mens Nord- og Sydamerika står for omkring 26 pct. og Europa og Mellemøsten hver for omkring 10 pct.
Tomex har det seneste år øget omsætningen 423 mio. kr. svarende til en vækst på 18 pct. Fremgangen på toplinjen skyldes først og fremmest, at priserne på de fødevarer, Tomex handler med, i gennemsnit har været højere det seneste regnskabsår end året før. Samtidig har Tomex skruet op for aktivitetsniveauet ved at ansætte 15-20 flere medarbejdere oplyser Tom Andersen.
Han fortæller, at de seneste års voldsomme udsving i fragtrater og forsinkelser i transporterne har skabt masser af udfordringer og ekstra arbejde for Tomex. Som det fremgår af regnskabet, er det dog lykkedes handelsselskabet at navigere gennem stormvejret uden alvorlige havarier.
»Det har ikke været enkelt, men i store træk er det gået fornuftigt. Der har været mangel på fødevarer, og så har kunderne større forståelse for, at varerne kan være forsinkede,« siger Bo Andersen.
Mens situationen på fragtmarkederne nu er ved at være normaliseret, har der i en periode været store prisfald på en række af de landbrugsråvarer, som Tomex handler med. Det skaber nye udfordringer.
»Mange af kunderne er blevet ramt af, at de har fået de dyre varer lidt sent, og nu ser vi nogle steder, at priserne falder. Dermed står kunderne med relativt dyre varelagre, som de må prøve at få solgt ud af velvidende, at de om fire-seks uger kan modtage varer, der måske er 10-30 pct. billigere. Konsekvensen er pres på kundernes likviditet, hvilket betyder, at vi ofte får betalingerne for sent. I sådan et marked skal vi virkelig op på tæerne og nøje vurdere, hvor meget vi tør sende til folk,« forklarer Bo Andersen.
Han tilføjer, at »det gamle mundheld om, at ”greed is good” holder i hvert fald ikke her, for det kan man blive ramt af som en boomerang.«
I det nye regnskab, der løber frem til 30. juni, har Tomex ikke været ramt af væsentlige tab på debitorerne. Bo Andersen vurderer dog, at det kan blive vanskeligere at undgå i indeværende regnskabsår.
»I et nedadgående marked er risikoen større. Vores kunder er typisk industrivirksomheder, der leverer til supermarkeder eller foodservice, hvor man er påvirket af forbrugernes købekraft er under pres som følge af blandt andet stigende renter. Det er en dominoeffekt, der løber gennem hele systemet og også kan ramme os, hvis vi ikke er påpasselige,« siger Bo Andersen.
Set over de seneste to har år Tomex lavet transaktioner i 128 lande, leveret til 1.350 kunder og foretaget indkøb hos 763 leverandører.
Meget kan gå galt i et så kompliceret puslespil, hvor marginerne er papirtynde, men 35 år i træk med overskud vidner om solid risikostyring hos Tomex.
I indeværende regnskabsår – 2023/24 – venter Tomex et overskud i niveauet 55-65 mio. kr.
| Nøgletal Tomex (mio. kr.) | 2022/23 | 2021/22 | 2020/21 | 2019/20 | 2018/19 | 2017/18 |
|---|---|---|---|---|---|---|
| Omsætning | 2738 | 2315 | 2102 | 1474 | 1561 | 1538 |
| Resultat før skat | 58 | 55 | 42 | 19 | 35 | 27 |
| Egenkapital | 165 | 140 | 118 | 100 | 101 | 94 |


