Fortsæt til indhold

September bød på nyt prishop på boligmarkedet

Hovedstaden og Sjælland har trukket fremgangen i huspriserne.

De nye boligskatteregler kan i nogle områder have givet anledning til højere handelsaktivitet, mener en boligøkonom. Arkivfoto: Jens Dresling
Erhverv

Fremgang. Det har siden foråret været kursen for boligmarkedet oven på kraftige prisfald i fjor.

Tendensen fortsatte i september, hvor salgspriserne steg på både huse og ejerlejligheder på landsplan, når man sammenligner med måneden før. Det viser nye tal fra Boligsiden.

»Med den seneste måneds stigning betyder det faktisk, at salgspriserne for villaer og rækkehuse for september i år nu er tilbage på samme niveau som i november 2022,« lyder det i en pressemeddelelse fra Birgit Daetz, boligøkonom og kommunikationsdirektør hos Boligsiden.

»Med andre ord er de prisfald, vi så i vinteren og efteråret sidste år, så småt blevet indhentet. En del af forklaringen er, at udviklingen i samfundsøkonomien synes mere stabil nu sammenlignet med dengang. Inflationen er stilnet af, der er kommet mere ro på renteudviklingen og energipriserne, imens beskæftigelsen fortsat er høj.«

Det er især Region Hovedstaden, der trækker fremgangen i huspriserne. Her er salgspriserne på villaer og rækkehuse steget 3,1 pct. fra andet til tredje kvartal.

I Region Sjælland lyder stigningen på 1,9 pct., mens Region Nordjylland og Midtjylland tegner sig for et fald på hhv. 1,4 og 1,3 pct. i perioden. I Region Syddanmark er billedet ifølge Boligsiden uændret.

De nye boligskatteregler kan have medvirket til, at købere og sælgere i nogle tilfælde har fået incitament til at lukke handlerne inden nytår. Det gælder især områder, hvor boligskatterne står til at stige, siger Birgit Daetz.

Det har også været flere økonomers forklaring på opblomstringen på ejerlejlighedsmarkedet i hovedstadsområdet.

Tendensen med såkaldte hastekøb ser de primært i Købehavn, hvor salget af ejerlejligheder udgør tæt på 40 pct. af det samlede salg.

I Københavns Kommune er priserne på ejerlejligheder steget med 3,7 pct. fra andet til tredje kvartal mod 1,8 pct. på landsplan.

Aktiviteten på ejerlejlighedsmarkedet i København kan desuden smitte af på huspriserne på villaveje i omegnen af hovedstaden, hvor familier har det med at flytte til efter salg af en lejlighed, siger Mira Lie Nielsen, boligøkonom hos Nykredit.

Prisfremgangen på tværs af boligtyper fra august til september ses også, når man tager højde for sæsonens effekt. Efter sæsonkorrektion lød stigningen på huse og lejligheder i september på hhv. 0,9 pct. og 1,5 pct. på landsplan, tilføjer hun.

De seneste års udvikling viser ifølge boligøkonomen, at boligpriserne i hovedstadsområdet og på dele af Sjælland »med al tydelighed« er mere volatile end på det øvrige boligmarked.

»Det er der, købere og sælgere reagerer først, der hvor priserne stiger mest, og der priserne også faldt mest efter rentestigningerne,« skriver Mira Lie Nielsen i en kommentar.

»Det kan virke kontraintuitivt, at prisfremgangen igen trækkes af udviklingen på Sjælland hvor vi også så den stærkeste prisfremgang under pandemien og hvor priserne mange steder allerede er høje. For prisfaldene igennem 2022 var slet ikke store nok til at opveje omkostningerne ved de højere renter.«

Artiklens emner
Boligmarked
Boligsiden.dk