Fortsæt til indhold

Ricco’s Kaffe er genoptaget efter tvangsopløsning

Efter tre måneder og et frasalg af kaffebarer er kaffekæden Ricco’s Kaffe tilbage på sporet.

Ricco's Kaffe har eksisteret i over 20 år. I 2023 blev selskabet sendt i tvangsopløsning som følge af en menneskelig fejl, har medejer Ricco Harder Sørensen forklaret. Arkivfoto: PR
Erhverv

Den kendte kaffekæde Ricco’s Kaffe har kæmpet sig tilbage til normal drift efter tvangsopløsningen af selskabet tidligere på året.

Stifter og medejer Ricco Harder Sørensen er formelt tilbage i direktørstolen, fremgår det af CVR-registret.

I august blev selskabet sendt i tvangsopløsning af skifteretten. Ledelsen måtte træde af, og der blev indsat en likvidator til at varetage ledelsen og de praktiske opgaver.

»Efter et fint og konstruktivt samarbejde med Ricco’s Kaffe og selskabets ejere kan jeg bekræfte, at selskabet nu er genoptaget med mit samtykke,« lyder det fra likvidator Henrik Selchau Poulsen.

Undervejs har man måttet sælge ud af selskabets caféer for at reetablere egenkapitalen, fremgår det af en netop offentliggjort årsrapport for 2022.

Førhen talte kaffekæden 16 kaffebarer på Sjælland og en på Anholt.

Ricco Harder Sørensen stiftede Ricco’s Kaffe omkring årtusindeskiftet og ejer kæden sammen med Hans August Lund.

Tvangsopløsningen i august var resultatet af en menneskelig fejl, har stifteren tidligere forklaret til Finans.

Årsagen var, at der ikke var blevet indsendt regnskab i tide. Opgaven faldt ifølge medejeren ned mellem to stole i forbindelse med, at selskabet skiftede revisor.

Manglende årsrapporter er en af de mest almindelige årsager til, at Erhvervsstyrelsen sender virksomheder i tvangsopløsning. Det skete for 3.600 selskaber i august 2023. Herefter har man en frist på tre måneder til at søge om genoptagelse.

Før et tvangsopløst selskab kan genoptages, skal en række betingelser være opfyldt. Herunder skal en revisor med »høj grad af sikkerhed« afgive erklæring om, at selskabskapitalen er til stede. Ved et anpartsselskab skal der minimum stå 40.000 kr. i selskabskapital.

Ifølge det nye regnskab lød egenkapitalen i Ricco’s Kaffe på minus 3.767.938 kr. pr. den 31. december 2022.

Årsresultatet endte med et underskud på 1.847.482 kr.

Af regnskabet fremgår det også, at den fortsatte drift i selskabet er betinget af, at de nuværende kreditter »opretholdes og i perioder udvides«.

»Selskabets eksterne långivere har tilkendegivet at ville opretholde finansieringen til sommeren 2024,« står der i en note.

Artiklens emner
Kaffe
Iværksætteri