Fortsæt til indhold

Årets Ejerleder i Danmark: Jeg har altid haft lyst til at gå forrest

Syv regionsvindere har dystet om at blive Årets Ejerleder i Danmark. En erhvervsprofessor peger på, at ejerledere har et fælles kendetegn, som ligger bag driften af deres virksomheder. Netop det kan både være deres styrke og svaghed.

Erhverv

En egen personlig ledelsesstil og en lyst til at lykkes med at føre selskabet frem til international vækst.

Sådan lyder to af beskrivelserne selv fra Mikkel Grene, der er adm. direktør for og medejer af detailvirksomheden Søstrene Grene. Torsdag aften er han kåret som Årets Ejerleder 2023 i Danmark.

Netop en egenskab med fokus på frihed til at gøre tingene på egen måde er ifølge en professor og ekspert i virksomhedsledelse drivkraften hos danske ejerledere.

De seneste uger er der gennemført regionale kåringer i dysten om at blive Årets Ejerleder, som PWC, Dansk Erhverv og Nykredit står bag. De syv regionale vindere er torsdag blevet bedømt ved et finaleshow. Der blev den østjyske ejerleder Mikkel Grene kåret som landsvinder.

Han er førstemand i familievirksomheden Søstrene Grene. Et selskab med over 270 butikker i 16 lande, en samlet butiksomsætning på mere end 3 mia. kr., over 500 ansatte alene i hjembyen Aarhus samt ambitioner om fortsat international vækst.

Fra juryen lyder det bl.a. som begrundelse for kåringen:

»Mikkel Grene har formået at løfte sin virksomhed til et helt nyt niveau og klaret en række udfordringer undervejs. Han udmærker sig særligt på sine personlige værdier og sin evne til at bygge videre på de oprindelige tanker, værdier og fundamentet.«

I forbindelse med den østjyske kåring for et par uger siden sagde Mikkel Grene i et interview med Finans bl.a., at han fra barnsben er opvokset med tanken om at være ejerleder, som forældrene også var.

»Det har jo været med til at forme mig. Jeg har altid haft interesse for ledelsesdelen og det strategiske. Og jeg har haft en lyst til at gå forrest og drive ting frem,« konstaterer Mikkel Grene. Han siger samtidig:

»Jeg har fundet stor tilfredshed ved at tage Søstrene Grene fra en relativt lille vækst til at vokse hastigt og gøre os til en global virksomhed. Det er virkelig en drivkraft for mig.«

I dysten om at blive Årets Ejerleder 2023 var han oppe mod seks andre regionsvindere. Blandt dem stifterne af det unge nordjyske tøjmærke Shaping New Tomorrow og chefen i vækstselskabet Jespers Torvekøkken. Det også eksempelvis ejerlederen i det vestjyske, som på få år har skabt en trecifret millionforretning inden for akustikpaneler og ægteparret bag Gram Slot.

Mikkel Grene blev for et par uger siden kåret som Årets Ejerleder 2023 i Østjylland. Foto: PWC

Ifølge Mette Neville kan der ses fællestræk ved danske ejerledere. Hun er professor på Institut for Virksomhedsledelse og leder af Center for Små og Mellemstore Virksomheder på Aarhus Universitet. Mette Neville forsker bl.a. i vækst og udvikling for netop den type virksomheder.

»De syv regionalvindere er meget forskellige og alligevel ens. De ser ud til at drives af den frihed, der ligger i at være herre i eget hus og kunne føre sine idéer ud i livet, og de har haft modet, troen på egne idéer og risikovilligheden til at lykkes. Det er et særligt ejerleder-dna, som vi har identificeret i undersøgelser igennem mange år,« siger Mette Neville.

Men hun påpeger også, at det, der er ejerledernes største styrke, også ofte er deres største svaghed.

»Mange ejerledere har svært ved at slippe kontrollen og lede gennem andre, og det er nødvendigt, hvis man skal lykkes med vækst.«

Netop den rolle er Mikkel Grene, der driver og ejer Søstrene Grene sammen med broderen Cresten, meget bevidst om i ledelsen af detailselskabet. Især i en tid, hvor eksempelvis grøn omstilling, digitalisering og kunstig intelligens kræver store forandringer.

»Vores virksomhed er over en forholdsvis kort årrække blevet meget større. Den professionalisering har jo ændret meget, og vi har brug for helt andre kompetencer end tidligere. Jeg har som ejerleder skullet gentænke mig selv,« siger Mikkel Grene.

Professor Mette Neville er leder af Center for Små og Mellemstore Virksomheder på Aarhus Universitet, der har haft flere hundrede SMV-virksomheder gennem forskellige forskningsprojekter. Foto: Joachim Ladefoged

Professor Mette Neville fastslår, at netop fokus hos ejerledere i høj grad skal være på strategi:

»I dag kan man som ejerleder ikke ”forlænge verden med gulvbrædder”. Man skal f.eks. hele tiden have fokus på de megatrends, der forandrer virksomhedens strategiske kontekst, som digitalisering og grøn omstilling. De syv ejerledere har evnet at tage turen op i helikopteren og arbejde med, hvordan man kan fremtidssikre virksomheden i en verden, der hele tiden forandrer sig.«

Mette Neville peger på Mikkel Grene som et eksempel, da han bl.a. har ført Søstrene Grene gennem en digital transformation. Virksomheden er gået fra at være 100 pct. detail med fysiske butikker til i dag også ved siden af at være en onlinevirksomhed.

Kåringen af Årets Ejerleder 2023 bygger på en analyse af over 10.000 ejerledede virksomheder ud fra offentlige regnskabstal. Af disse blev 160 ejerledere udvalgt som nominerede.

En analyse fra PWC peger på, at den grønne omstilling med bæredygtighed og klimaløsninger ligger i top-3 hos ejerlederne over de vigtigste temaer det næste år. 77 pct. af ejerlederne forventer at øge investeringerne moderat eller væsentligt på netop det område.

»Den grønne omstilling stiller nye krav til virksomhederne, men giver også nye forretningsmuligheder. Flere af vindervirksomhederne formår netop at udnytte den grønne omstilling til at skabe forretning,« siger Mette Neville, Center for SMV.

Artiklens emner
Årets Ejerleder 2023
Årets Ejerleder