Ejerlejlighederne stiger i pris - men ikke i Aarhus
I stort set alle københavnske bydele er ejerlejlighederne blevet dyrere. I Aarhus ser man priserne dykke.
I flere storbyer skulle man grave dybere i lommerne for at købe ejerlejlighed i årets tredje kvartal.
Her tog priserne et hop i både København, på Frederiksberg og i Aalborg sammenlignet med kvartalet før. Det viser de seneste tal fra Boligsiden.
Priserne i Odense rørte dårligt på sig, men Aarhus stod uden for kategori. Her faldt priserne nemlig 2,4 pct. i perioden.
Fra august til september oplevede Danmarks næststørste by et prisfald på 0,9 pct.
»I København er udbuddet raslet ned til meget lavt niveau, og det har sat gang i prisstigningerne. I Aarhus er der bygget virkelig meget de senere år, og der er ikke set samme opbremsning i byggeriet som i København,« lyder det fra Mira Lie Nielsen, boligøkonom i Nykredit.
»Sættes det op mod prisudviklingen med faldende priser i Aarhus, så tyder det på, at der faktisk er bygget for meget til, at markedet kan opsuge det. Og det modsatte gør sig altså gældende i København, hvor der i mange år slet ikke er bygget nok ejerlejligheder.«
I København steg ejerlejlighederne 3,7 pct. fra andet til tredje kvartal. Således kom den gennemsnitlige salgspris pr. kvadratmeter op på 51.375 kr.
Zoomer man ind på hovedstaden, kan man da også se prisstigninger i stort set alle bydele i den periode, skriver Boligsiden. Undtagelser er Brønshøj og Christianshavn.
I sidstnævnte er priserne faldet 2 pct., omend prisen på en kvadratmeter stadig beløber sig til godt 66.000 kr.
Den gennemsnitlige salgspris for ejerlejligheder lå i september på 34.040 kr. pr. kvadratmeter. Det er en stigning på 1,2 pct. fra august til september på landsplan.
Korrigeret for sæsoneffekten vokser prisstigningen ifølge Mira Lie Nielsen til 1,5 pct.
Københavns salg af ejerlejligheder udgør knapt 40 pct. af det samlede salg, hvorfor hovedstaden spiller en hovedrolle i den del af markedet.
De nye boligskatter, der træder i kraft ved årsskiftet, har formentlig spillet ind på opblomstringen i primært København, mener flere boligøkonomer. Udsigten til en såkaldt skatterabat kan have givet incitament til at lukke bolighandler inden nytår.
Hos bl.a. Nykredit forventer man, at ejerlejlighederne igen vil dykke i pris i 2024. Højere boligskat betyder højere faste udgifter til boligen og dermed en indkomst, der ikke strækker til at købe for så meget som i dag, lyder betragtningen.

