SAS fjerner mulighed for billige bonuskort gennem aktiekøb
Det var ikke længe, at der var spotpris på guld- og diamantkort hos SAS.
Flere har gennem de seneste uger undret sig over, hvorfor SAS-aktien fortsat har en børsværdi, efter flyselskabet selv meldte ud, at aktierne snart ville blive værdiløse.
Der er bl.a. blevet spekuleret i, hvorvidt det var muligheden for at få de attraktive guld- og diamantmedlemskaber i SAS’ loyalitetsprogram til spotpris gennem aktiekøb, der har holdt værdien oppe.
Men den mulighed har SAS nu fjernet.
Det fremgår af en meddelelse fra flyselskabet onsdag.
»Det kan ikke helt udelukkes, at nogen kan have bundfisket aktier med udgangspunkt i loyalitetsfordele og håbet på, at SAS ikke ændrer ved det,« skrev Per Hansen, investeringsøkonom ved Nordnet, i en kommentar til Finans for lidt over en uge siden.
Allerede dengang advarede han imod, at man hoppede med på bølgen i håb om at få fingrene i medlemsfordele til billige penge.
Indtil onsdag kunne man nemlig, gennem køb af tilstrækkeligt med aktier i SAS, få guld- eller diamantstatus i bonusprogrammet Eurobonus. Og det var en væsentligt billigere måde at gøre det på end at optjene point gennem flyvninger.
Hvis kursen var 0,2 ville det nemlig kun koste hhv. 2.000 kr. for guldkort og 20.000 kr. for et diamantkort. Noget, man ellers kun kunne opnå med hhv. 45 og 90 flyvninger.
Årsagen til, at SAS nu vælge at annullere den mulighed er, at selskabet »sandsynligvis kommer til at anmode om rekonstruktion« i Sverige næste år.
Det oplyser selskabet ligeledes i meddelelsen.



