Fortsæt til indhold

Johnny Hast Hansen tiltalt med krav om fængsel: »Jeg går ud fra at blive frikendt«

Snart venter en retssag mod erhvervsmanden Johnny Hast Hansen, som politiet vil have i fængsel. Selv nægter han sig skyldig.

Johnny Hast Hansen måtte i 2021 se flere hundrede af sine selskaber gå konkurs. Samtidig gik han selv personligt konkurs. Foto: Tim Kildeborg Jensen
Erhverv

Den berygtede revisor Johnny Hast Hansen, hvis forretningsmetoder har været genstand for masser af medieomtale, risikerer en lang fængselsstraf.

Johnny Hast Hansen er således tiltalt for en række forhold om bedrageri, skyldnersvig og dokumentfalsk. Flere af forholdene påstås at være af særlig grov beskaffenhed.

Det fremgår af anklageskriftet fra anklagemyndigheden ved Fyns Politi, som Finans har fået aktindsigt i.

Retssagen mod Johnny Hast Hansen begynder til november, og der er berammet ni dage til sagen, som løber frem til januar.

Politiet kræver erhvervsmanden idømt under straffelovens § 286, stk. 2. Det er en særlig streng bestemmelse, hvor strafferammen er op til otte års fængsel.

Johnny Hast Hansen fortæller, at han netop har givet sin forklaring til politiet.

»Jeg har nægtet mig skyldig og kan ikke se, jeg har gjort noget forkert overhovedet,« skriver han i en besked til Finans.

Hvordan ser du på chancen for at blive frikendt?

»Jeg går ud fra at blive frikendt. Måske er der ingen sag, efter jeg har afgivet mine forklaringer,« skriver Johnny Hast Hansen.

Fyns Politi oplyser dog, at den berammede sag fortsætter som planlagt.

Forholdene, som Hast Hansen er tiltalt for, handler grundlæggende om, at han anklages for at have opnået uberettiget økonomisk vinding til sig selv eller andre på bekostning af skattemyndighederne og kreditorer.

Johnny Hast Hansens forretningsmetoder var blandt omdrejningspunkterne i DR-programmet ”Pengejægerne”, som følger Kammeradvokatens behandling af opsigtsvækkende konkurssager. Foto: Tim Kildeborg Jensen

Mens retssagen mod Johnny Hast Hansen snart skal til at begynde, er den personlige konkursbehandling mod ham ved at finde sin afslutning.

Kammeradvokaten, der i flere år har været kurator i Johnny Hast Hansens personlige konkursbo, forventer nemlig at lægge sidste hånd på konkursarbejdet primo 2024.

»Den primære bobehandling (realisering af aktiver og gennemførsel af undersøgelser) er afsluttet,« skriver advokat Vibe Guldberg, der er kurator for Kammeradvokaten.

Eneste udestående er en såkaldt fordringsprøvelsessag. Det er et krav fra en kreditor, som kurator skal vurdere og finde ud af, om det skal indgå i den samlede dividende-udbetaling fra konkursboet.

Undervejs har Kammeradvokaten politianmeldt Johnny Hast Hansen og fået realiseret aktiver for lidt over 3,2 mio. kr. Heriblandt et millionbeløb i kontanter, som blev fundet i kufferter og poser ved ransagninger på forskellige adresser på Fyn.

Kontanterne - i forskellige valutaer - tilhørte Johnny Hast Hansen, der ifølge ham selv oplyste om pengene på et skifteretsmøde.

»Jeg har altid haft kontanter liggende og har ingen bank haft de sidste tre år,« skrev Johnny Hast Hansen i 2021 til Finans.

I behandlingen af Johnny Hast Hansens konkursbo blev den tidligere badmintonstjerne og OL-medaljevinder Mathias Boe også involveret.

Mathias Boe måtte betale 1,5 mio. kr. til konkursboet, da han i 2019 købte en ejendom i Odense for 4,5 mio. kr. fra Johnny Hast Hansen. De to kender hinanden fra badmintonmiljøet.

Ifølge Kammeradvokaten blev ejendommen »overdraget til underpris«, og sagen blev løst med et forlig.

Der er samlet anmeldt krav for 22,5 mio. kr. mod Hast Hansen.

Johnny Hast Hansens forretningsmetoder var blandt omdrejningspunkterne i DR-programmet ”Pengejægerne”, som følger Kammeradvokatens behandling af opsigtsvækkende konkurssager.

Udover at Johnny Hast Hansen er gået personligt konkurs, er flere hundrede af selskaber, hvor han har været ejer eller direktør, gået konkurs eller blevet opløst de senere år.

De mange selskaber, der typisk har været af selskabsformen IVS, blev først sendt til tvangsopløsning for at mangle en ledelse. Senere kom de under konkursbehandling.

Artiklens emner
Kammeradvokaten
Johnny Hast Hansen