Fortsæt til indhold

Hæver prisen: Netflix lukrerer på abonnent-boom

Den amerikanske streaminggigant hæver prisen på nogle af de største markeder efter en rekordhøj vækst i abonnenter seneste kvartal.

63-årige Reed Hastings stiftede Netflix sammen med Marc Randolph i 1997 som et selskab, hvor man kunne leje film via post. I dag er det verdens største streamingtjeneste. Foto: Ap/Tobias Hase
Erhverv

Den nuværende situation i Netflix’ kan bedst beskrives som rendyrket feel good for investorerne.

Aktien brager op torsdag med 16 pct. efter selskabets tredje kvartal, hvor kundetilgangen med abonnenter tog fusen på analytikere og investorer.

Netflix meldte om en stigning på 8,8 mio. abonnenter til i 247,2 mio. abonnenter, hvilket svarer til en stigning på 10,8 pct. sammenlignet med samme periode sidste år.

Konsensus blandt analytikerne var en fremgang på 6,2 mio. abonnenter. Bedriften skal ses i lyset af, at abonnementsudviklingen også i andet kvartal havde en høj vækst på 8 pct.

»Vi er utroligt tilfredse med, hvordan det er gået,« sagde adm. direktør Greg Peters i en forberedt kommentar.

Fremgangen kom som en overraskelse for mange, fordi der var en forventning om, at Netflix’ forsøg på at komme den sejlivede deling af adgangskoder til livs tidligere i år ville få en negativ betydning for tilstrømningen af abonnenter.

Tiltaget, der skal holde gratister ude og blandt skabte nye priskategorier, har imidlertid ikke haft den frygtede effekt, og nu bruger Netflix sit momentum til at hæve priserne i store markeder som USA, Storbritannien og Frankrig.

For eksempel hæves prisen I USA for det dyreste abonnement med 3 dollar til 23 dollar, mens det billigste med reklamer hæves med 2 dollar til i alt 12 dollar.

Med nye kunder i folden steg salget med 7,8 pct. til 8,5 mia. dollar. Driftsresultatet i tredje kvartal talte 1,9 mia. dollar svarende til en overskudsgrad på 22,4 pct.

Artiklens emner
Streamingtjenester