Klimaforandringer driver tropesygdom mod nord: Vaccineselskaber ser jackpot
Analyseselskabet Airfinity estimerer, at febersygdommen denguefeber kan blive omkring 50 gange så udbredt på grund af klimaforandringer.
De stigende temperaturer kan få febersygdomme, som man ellers kun forbinder med troperne, udbredt på højere breddegrader.
Senest har der været meldinger om en pludselig stigning i forekomsten af såkaldte tigermyg i Paris.
Tigermyg kan være bærere af febersygdommen denguefeber, og ifølge en ny analyse fra analyseselskabet Airfinity, kommer udviklingen til at eksplodere, hvis klimaforandringerne fortsætter i samme fart.
Airfinitys analyse viser, at Frankrig kan se en gigantisk udvikling i antallet af tilfælde med denguefeber og estimerer, at forekomsten kan stige med 50 gange i 2030.
Forklaringen er, at tigermyggene, der er bærere af sygdommen, foretrækker varmere temperaturer, og i takt med at kloden bliver opvarmet som følge af klimaforandringerne drives myggene mod nord.
I 2022 blev der registreret 65 tilfælde af denguefeber i Frankrig. Det antal kan ifølge Airfinitys beregninger stige til over 3.000 i 2030.
Det kan skabe nye store markeder for den del af medicinalindustrien, der specialiserer sig i udviklingen af forebyggende vacciner, da bredere patientgrupper end blot rejsende ventes at efterspørge vaccinen.
Både det japanske medicinalselskab Takeda og franske Sanofi har allerede en godkendt vaccine mod sygdommen, som kan give svær sygdom, selvom denguefeber for mange er ufarlig.
Investeringsbanken Jefferies har tidligere skønnet, at Takedas vaccine kan nå et årligt salg på 8 mia. kr.
Også det danske vaccineselskab Bavarian Nordic ser potentiale i febersygdommens udbredelse, men selskabet har ikke sin egen vaccine under udvikling og ser samtidig ikke nogen oplagte opkøbsmuligheder.
»Der er ingen tvivl om, at det ville passe godt ind i vores portefølje, men desværre er det ikke lige til at få fat på sådan en vaccine,« siger Rolf Sørensen, der er selskabets talsmand.
Tigermyg kan også være bærere af en anden febersygdom kaldet chikungunya, som Bavarian Nordic netop nu forsøger at få godkendt en vaccine til forebyggelsen af.


