Topchef for Norwegian: »Vores kunder lyver simpelthen«
Det var blot 1,8 procent af Norwegians kunder, der i fjor valgte at betale for at kompensere for flyrejsernes klimaudledning. »Vores kunder lyver simpelthen,« siger flychef.
Selv om mange nordiske flypassagerer giver udtryk for, at de er villige til at betale lidt ekstra for at kompensere for de klimaudledninger, som en flyrejse medfører, er det ganske få, der egentlig gør det. Det skriver det norske medie Dagens Næringsliv.
»Vores kunder lyver simpelthen. Indtil videre er der stor forskel på, hvad kunderne siger, og hvad de rent faktisk gør,« sagde Geir Karlsen, adm. direktør for Norwegian, på et seminar for turistindustrien denne uge ifølge mediet.
Norwegian havde i fjor 18 millioner passagerer og heraf havde 1,8 procent valgt at købe såkaldte kvoter samtidig med flybilletten, der går til projekter, som reducerer CO2-udledningen – herunder bevarelse af regnskoven i Peru og udviklingen af vindkraft i Thailand.
Det til trods for, at halvdelen af de nordiske passagerer i en undersøgelse fra rådgivningsvirksomheden Kantar, gav udtryk for, at de er villige til at betale ekstra for at gøre flyrejsen mere bæredygtig.
Private kompenserer oftere for klimaudslip end erhvervskunder, lyder det ifølge Dagens Næringsliv fra Norwegians administrerende direktør, der dog ikke sætter tal på.
