Fortsæt til indhold

Skandaleramte Michael Bak får fængselsstraf i svindelsag

Efter et halvt år er der nu faldet dom over tidligere Finans Team-direktør Michael Bak i en sag om svindel for millioner.

Michael Bak meldte sig selv til politiet, efter at det kom frem, at han havde stjålet penge fra sine kunder. Foto: Marie Ravn
Erhverv

Fire år i fængsel.

Det er, hvad dommen lyder på, efter at den tidligere direktør Michael Bak tirsdag foran Retten i Aarhus tilstod at have svindlet og bedraget sine kunder gennem flere år hos rådgivningsvirksomheden Finans Team.

Det skriver TV2 Østjylland.

I april blev Michael Bak politianmeldt for at have stjålet penge fra gældsplagede kunder, som han og hans firma ellers var hyret til at hjælpe.

Finans Team var nemlig udadtil et sted, hvor folk med gældsproblemer kunne få økonomisk fodfæste igen. Af samme årsag havde den nu svindeldømte direktør råderet over kunders bankkonti. Og det udnyttede han.

Michael Bak erkender, ifølge mediet, at have overført samlet set 730.000 kr. fra forskellige kunders konti uden deres viden.

Derudover skal han have udarbejdet låneansøgninger på vegne af kunderne, underskrevet dem og efterfølgende indsendt til kreditselskaber. På baggrund af de falske ansøgninger skal der være blevet udbetalt mere end 50 mio. kr. til Michael Baks private firma.

I retten tirsdag forklarede han, ifølge TV2 Østjylland, at svindlen »var som en snebold, der rullede og voksede sig større og større«.

Efter at sagerne begyndte at rulle tidligere på året, gik Finans Team konkurs, og Michael Bak blev efterfølgende indstillet til konkurskarantæne.

Foruden fængselsstraffen risikerer den tidligere direktør altså også at blive frataget rettigheden til at drive og lede virksomhed i fremtiden.

Det vides endnu ikke, om Michael Bak har planer om at anke dommen.

Artiklens emner
Svindel
Finans Team