Aldi lukker 30 butikker landet over: Her er der ophørsudsalg
Aldi, som siger farvel til Danmark efter 46 år, skal fra den 3. til den 9. november afvikle en stribe butikker.
Førhen fandtes der 188 Aldi-forretninger i Danmark. Efter uge 45 vil der blot være 15 butikker tilbage.
Kæden gør nemlig klar til ophørsudsalg i yderligere 30 butikker fordelt over landet.
Det drejer sig om 16 butikker på Sjælland og 14 i Jylland og på Fyn.
Udsalget i de 30 butikker skydes i gang fredag den 3. november. Butikkerne lukker, når de løber tør for varer. Dog senest den 9. november.
Butikkerne overdrages herefter til Rema 1000, som har købt størstedelen - 113 stk. - af discountkædens forretninger.
Inden da kan tilbudsjægerne slå til inden for de varegrupper, som ophørsudsalget omfatter. Det være sig fødevarer samt bl.a. køkkenudstyr, værktøj, tøj og boligtekstiler.
Rabatterne starter på 30 pct. og stiger i løbet af ugen. Således vil der være 30 pct. fredag, lørdag og søndag.
Mandag og tirsdag kan man få halv pris. De sidste to åbningsdage - onsdag og torsdag - er der planlagt 70 pct. rabat på de tilbageværende varer.
Aldi har understreget, at der ikke vil være fuldt sortiment at finde i butikkernes sidste åbningsuge, og at tilbud fra tilbudsavisen ikke gælder i butikker med ophørsudsalg.
Tobak og modermælkserstatning sælges desuden ikke med rabat, og man skal fortsat betale fuld pant på drikkevarer.
Tyskejede Aldi slog dørene op i Danmark i 1977 og meddelte i december, at man ville lukke på det danske marked.


