Halvdelen af kreditorerne i Lauritz.com har trukket sig - men kravet har rundet 164 millioner
Omkring 4.000 kreditorer har trukket deres krav mod konkursboet Lauritz.com. Men indtil videre sidder kuratorerne stadig med, hvad der ligner et økonomisk krater.
Der er blevet markant færre kreditorer, der mener, de har penge til gode i det konkursramte auktionshus Lauritz.com.
Ifølge kuratorerne, der rydder op i økonomien, er der registreret krav fra 3464 kreditorer. Samlet er kravet gjort op til 164 mio. kr.
»Kravene er fordelt på i alt 3.500 kunder. Det er markant færre end de oprindeligt omkring 8.000 kunder. Men vi formoder, at det kan skyldes, at folk med meget små tilgodehavender ikke har fundet det ulejligheden værd at rejse et formelt krav,« siger en af kuratorerne, Rune Derno fra advokatfirmaet Poul Schmith, der er bedre endt som Kammeradvokaten
Han understreger, at kravene ikke er fordringsprøvet, dvs. det er ikke sikkert, at alle kravene vil blive accepteret.
»Ud fra de aktiver, der er i konkursboet lige nu, tyder det ikke på, at kreditorerne får deres penge tilbage. Men der er en række uafklarede spørgsmål, vi er ved at undersøge, som kan betyde, at der kommer flere aktiver ind i boet,« siger han.
Udover kunder, der har haft varer til salg i auktionshuset kommer kravene også fra driftskreditorer som eksempelvis forsyningsselskaber, og så er det obligationsindehavere, som er dem, der står for størstedelen af det trecifrede millionbeløb, nemlig et udestående på over 90 mio. kr.
Rune Derno forventer ikke, at det samlede krav på 164 millioner kommer til at ændre sig mærkbart.
Udove rde aktiver, kuratorerne har fået ind ved bl.a. at sælge mange af aktiviteterne til Auktioshuset Hørsholm kan der komme betydeligt større beløb ind.
Finans har tidligere beskrevet bl.a. et lån, som Bengt Sundstrøm har fået af Lauritz.com gennem sit private selskab Blixtz, på omkring 18 mio. kr. Men spørgsmålet er, hvornår de penge skal falde, det diskuterer parterne nu.
Som Finans også har beskrevet, har der gennem årene været en række mellemværender mellem Sundstrøm-parret, dvs. Bengt og Mette Sundstrøm, og Lauritz.com. Disse mellemværender kan betyde, at kuratorerne kan påstå, at Sundstrømparret skylder konkursboet penge.
Det gælder bl.a. kunst, der står på parrets vinslot i Frankrig. Og det gælder huslejeudgifter til det svenske gods Göholm, som parret har brugt gennem årene til bl.a. at holde deres private jul, men som Lauritz.com har betalt omkostningerne ved med den begrundelse, at det blev brugt som kursusejendom.
Desuden er der spørgsmålet om, hvorvidt parret kan gøres økonomisk ansvarlig for det finansielle kollaps i Lauritz.com. Det ville kræve en retssag, og kuratorerne er ikke færdig med de undersøgelser endnu.
Men hvis parret skulle ende med at blive gjort erstatningsansvarlige, kan det dels give adgang til en ledelsesansvarsforsikring, dels kan det potentielt give adgang til Bengt Sundstrøms franske vinslot Vignelaure, der ifølge Bengt Sundstrøms egne oplysninger er et trecifret millionbeløb værd.
Auktionshuset Lauritz.com blev erklæret konkurs 11. juli.
Selskabet havde været under rekonstruktion i knap en måned inden konkursen, fordi det ikke havde været i stand til at betale sine udeståender.
Under rekonstruktionen forsøgte selskabet at opretholde driften og samtidig finde ny kapital eller finansiering. Det lykkedes ikke, hvorfor ledelsen indgav en egenbegæring om konkurs.
Den næste formelle redegørelse fra kreditorerne kommer den 10. november. Her vil der blandt andet blive redegjort for de vigtigste årsager til konkursen, og hvornår boet forventes afsluttet.



